ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

5 spørgsmål om børsnoteringen af Huscompagniet: Presset på EQT er stort

Ifølge Børsens oplysninger vil EQT gå efter en børsnotering i starten af december. Foto: Steven Achiam
Ifølge Børsens oplysninger vil EQT gå efter en børsnotering i starten af december. Foto: Steven Achiam
1 Hvad taler for, at EQT kan bryde to års børstørke i Danmark med Huscompagniet?

Først og fremmest er børsmarkederne i god form og har præsteret et kæmpe comeback siden foråret. Samtidig udviser boligmarkedet nærmest overnaturlige kræfter og buldrer af sted på trods af covid-19-pandemien.

2 Hvad kan få børsplanerne til at ryge i vasken?

Det kan netop coronapandemien, der i foråret rystede samtlige aktiemarkeder verden over. Markedsuro har før resulteret i børsflop, f.eks. i 2018, da it-virksomheden Adform i sidste øjeblik trak sin ansøgning til fondsbørsen tilbage. Og så kommer der også et amerikansk præsidentvalg til november.

3 Hvad vil det betyde for EQT at få Huscompagniet på børsen med succes?

Presset på EQT i Danmark er stort. Selskabet har haft nogle dårlige sager de seneste år, og særligt konkursen i Top-Toy, selskabet bag Fætter BR, i julen 2018, gjorde ondt og førte negativ presseomtale med sig. Desuden har EQT flere gange forgæves forsøgt at sælge Flying Tiger Copenhagen, og vi skal tilbage til 2017 for at finde det seneste frasalg i Danmark. Så det er vigtigt for EQT og Mads Ditlevsen, der leder kapitalfonden i Danmark, at man nu igen leverer.

4 Hvor står EQT i DK?

EQT-partnerne kæmper mod uret. Fonden fra 2011, EQT VI, skal lukkes i løbet af 2021, og i den ligger både Huscompagniet, Flying Tiger Copenhagen og flyvirksomheden NAC. EQT udkonkurrerede for få år siden de fleste kapitalfonde i kampen om de mest attraktive virksomheder i Danmark, men kapitalfondens position er ikke længere så suveræn, og meget afhænger af, hvordan fonden kommer af med de tre nævnte virksomheder.

5 Er der flere børsnoteringer på vej?

Der er en del virksomheder, der gerne vil børsnoteres, men som venter på det rigtige tidspunkt. Flere kilder nævner butikskæden Normal som en god mulighed, mens kapitalforvalteren Formuepleje sidste år udskød sine børsplaner til tidligst i 2021.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis