ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De blev smidt af vækstbørsen, og stor satsning gik konkurs: Bor nu i tomme lokaler

Investor i kriseramte Green Impact Ventures kalder selskabets situation et fald fra tinderne. Virksomhedens fremtid er uklar efter driftsselskabs konkurs

Toke Reedtz, adm. direktør og medejer i Green Impact Ventures, står foran den lejede ejendom i Fredericia, hvor selskabet har haft sin drift, men nu er uden aftale. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Toke Reedtz, adm. direktør og medejer i Green Impact Ventures, står foran den lejede ejendom i Fredericia, hvor selskabet har haft sin drift, men nu er uden aftale. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Fremtiden er usikker for det danske firma Green Impact Ventures, der tidligere gik under navnet Waturu Holding. Selskabet blev smidt af vækstbørsen First North i august 2021 for misinformation til aktionærerne, og i december blev et af firmaets driftsselskaber erklæret konkurs.

Driftsselskabet Waturu ApS var oprettet til udvikling og produktion af virksomhedens helt store satsning – en vandvarmer, der med ny teknologi skulle revolutionere markedet. En vandvarmer, som firmaet i flere år har påpeget var lige på trapperne til at kunne sælges, men som aldrig blev omsat til penge. Green Impact Ventures fortalte ifm. konkursen af Waturu ApS, at brandet var ødelagt og droppet, men at man fortsat ville forsøge at slå igennem med et vandvarmerprodukt.

Det er den samme personkreds og ejerstruktur, hvilket har været ødelæggende

Thomas Marschall, investor i Green Impact Ventures

Spørgsmålet er dog, hvor Green Impact Ventures skal udvikle og producere enheder fra, da virksomheden synes at stå uden ejendom. Selskabets officielle adresse i Vejle er et lejemål, som firmaet overtog i april 2018. Ifølge Børsens oplysninger har der dog ikke været nogen ved navn Waturu eller Green Impact Ventures i de seneste tre år. Lokalerne står tomme og råder ikke over et produktionsmiljø. Kurator skriver i sin første redegørelse over konkursboet, at selskabet har haft adresse i Vejle, men været drevet fra lejede lokaler i Fredericia med plads til både kontor og produktion.

“Adressen på Sjællandsgade 32 (i Vejle, red.) skulle i henhold til det oplyste være fraflyttet for et halvt år siden,” fremgår det af redegørelsen fra 6. januar. Ejendommen administreres af 3F, men Vejles formand for fagforbundet Martin Jensen ønsker ikke at videregive nogen former for informationer om lejere.

Virksomheder
Direktør i konkursramt greentech-firma: “Waturu-brandet er ødelagt”
20201120-151046-7_ma.jpg

I Fredericia har Waturu holdt til i knap halvandet år, men efter konkursen af driftsselskabet er der ikke lavet nye lejeaftaler med Green Impact Ventures, bekræfter udlejer og ejer af ejendommen Peter Fløe.

Tomme paller og kasser

Ifølge kurators redegørelse er der anmeldt krav for knap 600.000 kr. i konkursboet for Waturu ApS. Boet, hvor materiellet i øjeblikket er på auktion, indeholder mere end 150 paller samt over 40 paller med tomme papkasser. Derudover er der blandt andet havemaskiner, bore- og limemaskiner samt ledninger, grafit og diverse reservedele.

Kurator oplyser desuden, at “selskabets driftsmateriel består af fem leasede industrirobotter, der ikke har været i drift.”

I boet er desuden, hvad der ligner den omtalte vandvarmer med Waturus logo på. Derudover er der en vandvarmer fra konkurrenten Carlsbad.

Green Impact Ventures arbejder ifølge sin hjemmeside fortsat på andre produkter i selskaberne Watgen Medical og Aquaturu. Der er endnu ikke nyheder om et nyt brand, som erstatter Waturu. Både Watgen Medical og Aquaturu har adresse på ejendommen i Vejle, og ingen af virksomhederne har lanceret og solgt et produkt endnu.

Et fald fra tinderne

Green Impact Ventures, der først blev oprettet som Waturu Holding i 2016, men skiftede navn i maj 2021 under en børssuspendering, har fra begyndelsen satset hovedsageligt på sin vandvarmer. Det var primært det produkt, firmaet lykkedes at rejse 17,75 mio. kr. til via sin børsnotering i maj 2019. Indtil aktien blev suspenderet fra handel i december 2020, havde kursen i en kort periode været så høj, at firmaets værdi var over 1 mia. kr. I det seneste regnskab fra 2020 var selskabets egenkapital 16,6 mio. kr.

16,6

mio. kr. var egenkapitalen i Green Impact Ventures i 2020. Firmaet er endnu ikke kommet med tal for 2021.

Det lykkedes aldrig at få et produkt solgt, og det er hovedårsagen til den flerårige krise for selskabet med blandt andet hyppig kritisk medieomtale i Finans og Økonomisk Ugebrev samt mistanker om markedsmanipulation. Mistankerne resulterede i, at selskabet kom i Finanstilsynets søgelys i slutningen af 2020 ifølge mediet Finans. Tilsynet har bekræftet over for Børsen, at der fortsat er en sag om Waturu i gang, men kan grundet tavshedspligt ikke uddybe yderligere, skriver kommunikationschef Jesper Christiansen i en mail.

Efter Green Impact Ventures blev smidt af First North-børsen meddelte firmaet, at der var omkring 2200 aktionærer. Bliver et firma smidt af børsen, forbliver aktionærerne i selskabet. Hvor mange aktionærer, der er i selskabet nu, ved kun Green Impact Ventures, der ikke vil stille op til interview.

Investor uden tiltro

Nogle af de tilbageværende hovedinvestorer er Thomas Marschall, der ejer 6 pct., Bjørn Andersen med sine 10-14,9 pct. og adm. direktør Toke Reedtz, der ejer 5-9,9 pct. samt hans mor Merete Reedtz, som råder over 46 pct. Bjørn Andersen kalder situationen ærgerlig og fortæller, at han fortsat tror på teknologien og har tiltro til firmaet. Modsat er vurderingen fra Thomas Marschall, der er tidligere formand i firmaet.

“Det har været en nedtursforretning med et fald fra tinderne, som har gjort ondt på alle, der har været med. Jeg har ikke tiltro til selskabet. Der er ikke noget, der har ændret sig. Det er den samme personkreds og ejerstruktur, hvilket har været ødelæggende. Det handler om manglende kompetencer og en uvillighed til at forsøge at ændre på tingene ud fra et familiemæssigt hensyn,” siger Thomas Marschall.

Investor
Kriseramt selskab er nu smidt af børsen – direktør søsætter redningsplan

Investoren fortæller, at han har set vandvarmerens teknologi virke og fortæller, at selskabets krise ikke har handlet om et fantomprodukt, men om at gøre det produktionsklart. Af samme årsag tror Marschall ikke, der er tale om svindel.

“Jeg kan ikke se, hvilke penge det skulle dreje sig om. De har brændt pengene, der blev rejst, af på at forsøge at komme med en løsning, og de oprindelige ejere har ikke solgt ud. Jeg tror desværre mere, det handler om inkompetence end fusk,” siger Thomas Marschall.

Børsen har adskillige gange forsøgt at kontakte Toke Reedtz, adm. direktør og medejer i Green Impact Ventures, for at få et interview om selskabets fremtid. Han er ikke vendt tilbage. Selskabets formand, Lasse Ranlev, har heller ikke ønsket at stille op til interview.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis