Flere af Bang & Olufsens større investorer er parat til at sætte betydelige beløb på spil i forbindelse med selskabets netop godkendte kapitaludvidelse på godt 400 mio. kr.
Det fremgår på side 91 i det prospekt, som Bang & Olufsen torsdag offentliggjorde i en meddelelse til fondsbørsen.
Pensionsgiganten ATP, der med en ejerandel på 12,4 pct. er B&O’s næststørste aktionær, har garanteret med det største beløb på 125 mio. kr.
“Det siger også noget om, hvilken risiko der er forbundet med den her kapitaludvidelse
Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.
Da ønsket om kapitaludvidelsen blev offentlig i midten af maj, udtalte ATP’s aktiechef, Claus Wiinblad, at man tror på B&O's strategi og derfor står klar med flere penge, som altså nu viser sig at være et trecifret millionbeløb.
“Det er klart, at der er en risiko forbundet med det her, men vi synes, at de planer og scenarier, som selskabet har præsenteret for os, giver god mening,” fortalte Claus Wiinblad til Børsen den 12. maj.
ATP har ikke yderligere at tilføje til denne artikel, oplyser pressechef Stephan Ghisler-Solvang.
ATP er en del af et konsortium af større aktionærer, som har stillet garanti for B&O’s kapitaludvidelse, der skal sende godt 409 mio. kr. ind i elektronikvirksomhedens slunkne pengekasse. Garantien træder i kraft, hvis de øvrige aktionærer, der vedtog kapitaludvidelsen på en ekstraordinær generalforsamling onsdag eftermiddag, ikke udnytter deres tegningsretter for nye aktier.
Med aktionærernes accept sikrede kriseramte B&O sig livsvigtig kapital i en tid, hvor covid-19 har tvunget selskabet der allerede inden coronakrisen var i store problemer, til at lukke en lang række butikker verden over.
“Det er en afgørende beslutning for Bang & Olufsen. Det er ikke noget, vi gør for sjov, vi har behov for de her penge,” fortalte Jesper Jarlbæk efter generalforsamlingen.
Han repræsenterede bestyrelsen, da bestyrelsesformand Ole Andersen pludselig afgik ved døden i tirsdags.
Med en garanti på 75 mio. kr. står Chr. Augustinus Fabrikker, der har rødder i tobaksindustrien, klar med det næststørste beløb, viser prospektet. Men fondens managing director, John Lauritsen, vil ikke at udtale sig specifikt om kapitaludvidelsen i B&O.
“Vores arbejde sker altid i loyalt og fortroligt samarbejde med de pågældende virksomheders ledelse – og det er baggrunden for, at vi heller ikke i dette tilfælde ønsker at udtale os om enkelte ejerskaber eller investeringer,” siger John Lauritsen.
Værd at bemærke er også, at Bang & Olufsens største investor, kinesiske Sparkle Roll, tilsyneladende ikke er en del af garantien.
Det er Bang & Olufsens ledelse og bestyrelse derimod. Da planerne om kapitaludvidelsen blev offentliggjort, meddelte daværende bestyrelsesformand Ole Andersen, at B&O-toppen stod klar til at bidrage.
“Vi investerer tilsammen et tocifret millionbeløb. B&O har et betydeligt potentiale, og det tror hele bestyrelsen – og jeg siger hele bestyrelsen – samt direktionen på,” sagde Ole Andersen, der dengang ikke ville komme beløbet nærmere.
Af prospektet fremgår det nu, at der er tale om en garanti på 13 mio. kr. fra ledelsen og bestyrelsen. Prospektet afslører også, at det bestemt ikke er en gratis omgang at lave en kapitaludvidelse. I alt er der afsat 53 mio., der dækker omkostninger til garantigiverne og rådgiverne, der bl.a. tæller bankerne Carnegie og Nordea.
Det svarer til, at omkostningerne udgør 12,95 pct., og det betegner Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, som tårnhøjt.
“Det viser, at det er meget dyrt at være fattig. Men det siger også noget om, hvilken risiko der er forbundet med den her kapitaludvidelse,” siger Per Hansen.