“Ingen kunne have forudset det, vi har oplevet de seneste 100 dage.” Sådan siger den norske hotel- og rejsekonge Petter Stordalen om den verdensomspændende coronakrise. Men han har alligevel været mere forudseende end de fleste. Hans coronatab på omkring 3 mia. kr. kan nemlig vise sig at blive væsentligt mindre.
Den norske avis Dagens Næringsliv har gravet frem, at hotelkongen er forsikret mod pandemier.
En oplysning, Petter Stordalen nu bekræfter over for Børsen.
“Vi er ikke helt enige med vores forsikringsselskab om, hvad forsikringen rent faktisk dækker
Petter Stordalen
“Jeg har en forsikring, der skal dække situationer, som vi oplever nu,” siger han, men afviser at bekræfte oplysninger om, at han kan få en erstatning på op mod 700 mio. kr. Hvor meget af milliardtabet, der i sidste ende bliver erstattet, er stadigvæk uklart.
“Vi er ikke helt enige med vores forsikringsselskab om, hvad forsikringen rent faktisk dækker,” siger Petter Stordalen.
“Den forsikring, vi har, sådan som vi har forstået det, skal dække en begrænset del af mit tab. Jeg ved ikke, hvad det tal bliver, fordi forsikringsselskabet er uenig med os i tolkningen af policen. For mig er det klart, at hvis du har en pandemiforsikring, så har du en forsikring, der dækker pandemier,” siger hotelkongen.
mio. kr. kan Petter Stordalen ende med at betale i erstatning
At være forsikret mod pandemier er et yderst usædvanligt forsikringsprodukt. Ifølge Dagens Næringsliv tilbyder ingen norske selskaber den slags.
Hvilket forsikringsselskab det er, Petter Stordalen betjener sig af, og som han nu er i slagsmål med, vil han ikke oplyse. Hvem, der kan ende med at hænge på sorteper og den betydelige pandemierstatning, er altså ikke kendt, men Stordalen selv giver et par ledetråde.
“Det er et stort, seriøst og velpolstret nordisk forsikringsselskab, som opererer i alle de nordiske lande. Min erstatning burde ikke være noget problem for dem,” siger han.
Den definition udelukker ifølge Børsens kilder de fleste spillere på det nordiske forsikringsmarked. Eneste selskaber, der passer til Petter Stordalens beskrivelse, er de tre store: norske Gjensidige, svenske If og danske Tryg.
I en mail til Børsen afviser Gjensidige, at de har forsikret Stordalen. Pandemiforsikringer er ikke noget, de tilbyder deres kunder. Heller ikke If har sådan et produkt på hylden. Det tætteste, de kommer, er en forsikring mod brugsbegrænsninger eksempelvis i forbindelse med virus. Tryg oplyser, at de ikke har generelle pandemiforsikringer.