Tobakskoncernen Scandinavian Tobacco Group har leveret solid fremgang i tredje kvartal, der blandt andet har været positivt hjulpet af lagerforskydninger, der så ventes at ramme negativt i fjerde kvartal.
Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal af 2020, der er præsenteret torsdag morgen.
Nettoomsætningen er i tredje kvartal steget til 2,23 mia. kr. fra 1,81 mia. kr. Det er en organisk vækst på 12 pct.
Omsætningsfremgangen er ifølge tobakskoncernen primært baseret på fortsat stærk vækst i North America Online & Retail-divisionen, positiv vækst i North America Branded & Rest of World-divisionen og en stabil udvikling i Europe Branded-divisionen.
EBITDA-indtjeningen før særlige poster er steget til 614 mio. kr. fra 446 mio. kr., hvilket er en organisk vækst på 32,5 pct.
EBITDA-marginen er i kvartalet løftet til 27,5 pct. fra 24,7 pct.
De frie pengestrømme er forbedret til 609 mio. kr. fra 503 mio. kr.
Resultatet før skat er mere end fordoblet til 450 mio. kr. i kvartalet fra 217 mio. kr. i samme kvartal sidste år.
Forandringerne i forbrugeradfærden som følge af covid-19-pandemien i andet kvartal 2020 er ifølge tobakskoncernen fortsat med et højt forbrug af tobak på tværs af produktkategorier og markeder.
Udover en stigende efterspørgsel på håndrullede cigarer i USA, har salget af pibetobak og finskåren tobak ifølge selskabet klaret sig bedre i flere markeder.
“Det generelle forbrug af tobaksprodukter ligger fortsat højt med stigende salg af premium håndrullede cigarer i USA, idet der generelt for forbrugere har været større mulighed for at ryge, hvilket også har været gavnligt for pibetobak og finskåren tobak,” skriver Scandinavian Tobacco Group.
Tobakskoncernen flager dog for, at de regnskabsmæssige resultater fortsat er positivt påvirket af lagerforskydninger, der så kan ramme negativt i fjerde kvartal.
“Vi fastholder dog vores resultatforventninger for hele året, idet vi forventer, at vores regnskabsresultat for fjerde kvartal vil blive påvirket negativt af lagerforskydninger, en midlertidig stigning i omkostningsprocenten og stærke sammenligningstal,” siger koncernchef Niels Frederiksen.
Scandinavian Tobacco Group (STG) fastholder sine forventninger til 2020 om en organisk vækst i det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger, ebitda, på mere end 9 pct.
Tabel over Scandinavian Tobacco Groups (STG) regnskab for tredje kvartal af 2020:
| Mio. kr. | Q3 2020 | Q3 2019 | 9M 2020 | 9M 2019 | FY 2019 |
| Omsætning | 2231 | 1845,7 | 6084 | 5127,2 | 6870 |
| Bruttoresultat f.s.p. | 1124 | 898,9 | 2845 | 2456,7 | 3314 |
| ebitda f.s.p | 614 | 446,0 | 1429 | 1083,2 | 1513 |
| ebit | 436 | 228,6 | 806 | 627,1 | 977 |
| Resultat før skat | 450 | 216,9 | 781 | 597,8 | 949 |
| Nettoresultat | 356 | 171,7 | 630 | 469,2 | 748 |
STG's forventninger til 2020:
| Pct. | Ved Q3 2020 | Før Q3 2020 |
| Organisk EBITDA-vækst | Mere end 9 pct. | Mere end 9 pct. |
/ritzau/FINANS