Rettet kl. 10.38: Omsætning og driftsresultat for Phillip Morris International er rettet- Den familieejede snusfabrik AG Snus Aktieselskab i Assens er tæt på at blive solgt til den multinationale tobaksgigant Philip Morris International.
AG Snus er stiftet i 2010 og ejet af den hovedrige familien Gundersen, der bl.a. har tjent en formue på at sælge familiens tidligere tobaksfabrik, Assens Tobaksfabrik, til Scandinavian Tobacco Group i 2008.
Den 71-årige Georg Gundersen, der er fjerde generation, ejer AG Snus sammen med sin 35-årige datter Dorthe Fink Gundersen og sin 41-årige søn Alex Gundersen, der er adm. direktør.
mio. kr. var overskuddet før skat hos AG Snus i 2020
Børsen har talt med Georg Gundersen, der er bestyrelsesformand i AG Snus, og han bekræfter, at en salgsproces er i gang, men mere kan han ikke sige.
“Jeg kan sige, at vi er i gang med en salgsproces med Phillip Morris International. Der er lavet en betinget aftale, så vi kan ikke sige mere,” lyder det fra Georg Gundersen.
Børsen har også talt med kommunikationschef i Phillip Morris Denmark, Christopher Arzrouni. Han bekræfter ligeledes, at der forhandles om et salg, men detaljerne kan han dog heller ikke sige noget om.
“Men vi kan sige, at formålet med den mulige handel er, at vi ønsker at satse endnu mere på røgfrie produkter,” siger Christopher Arzrouni.
Det multinationale Phillip Morris International er verdens største tobaksproducent og er bl.a. kendt for cigaretmærket Marlboro.
Selskabet er noteret på børsen i New York og havde i 2020 en nettoomsætning på 28,7 mia. dollar svarende til ca. 177 mia. kr. og en driftsindtjening på 11,7 mia. dollar svarende til ca. 72 mia. kr.
Hos AG Snus fossede pengene ud i løbet af selskabets første syv leveår, hvor man samlet tabte 78,1 mio. kr. Men i 2017 begyndte skuden at vende, og et netop offentliggjort regnskab for 2020 viser et rekordoverskud på 11 mio. kr. før skat.
Familieoverhovedet Georg Gundersen er opkaldt efter sin tipoldefar, der grundlagde Assens Tobaksfabrik i 1864.
var året, hvor Assens Tobaksfabrik blev stiftet
Georg Gundersen selv kom i spidsen for familieforetagendet i 1973. Da havde Assens Tobaksfabrik op gennem 1900-tallet udviklet sig til en af de førende tobaksfabrikanter på det danske marked.
I 1990 fusionerede Assens Tobaksfabrik så med et datterselskab under Skandinavisk Tobakskompagni, der blev samlet til selskabet Orlik Tobacco Company med fabrik i Assens.
Familien Gundersen solgte sine aktier i Orlik Tobacco Company i 2008 for et ukendt beløb til Scandinavian Tobacco Group (STG), som partneren fra Skandinavisk Tobakskompagni havde skiftet navn til.
Familien Gundersen var dog med frasalget af familieselskabet ikke færdige i tobaksindustrien.
For blot to år efter stiftede familien AG Snus Aktieselskab opkaldt efter Alex Gundersen. Og det er det selskab, der her 11 år efter er tæt på at komme i hænderne på Philip Morris International.
AG Snus er dog kun en mindre del af familiens aktiviteter, der primært består i at holde aktier i andre selskaber. Ifølge Berlingskes opgørelse over landets rigeste havde familien i 2019 en formue på 1,3 mia. kr.
AG Snus sælger primært snus til det svenske marked, der er det eneste sted i EU, hvor det er lovligt at sælge klassisk snus. Lignende snusprodukter sælges dog lovligt i flere lande herunder Danmark som tyggetobak og nikotinposer.
Den helt store spiller i Sverige og resten af Norden er den svenske børsnoterede snusgigant Swedish Match, der i 2020 landede et overskud på 3,6 mia. kr. ud af en omsætning på 12,2 mia. kr.
Swedish Match købte i 2017 det danske selskab V2 Tobacco i en handel til omkring 600 mio. kr.