Som mangemillionær med luksuriøse biler i garagen i strandvejsvillaen i Kolding og medejerskab af den lokale fodboldklub er Søren Sundahl blevet et kendt navn i den sydjyske by. Men livet i overhalingsbanen har fået en brat opbremsning. Konkursen i fiberfirmaet Wizer ser ud til at ramme koldingenseren hårdt på formuen.
I et interview med Børsen fortæller Søren Sundahl og hans kommunikationsrådgiver René Jørgensen, at Wizer-ejerskabet samlet set har kostet koldingenseren over 100 mio. kr. af hans private formue. Alene de sidste tre måneder af selskabets levetid har han skudt 24 mio. kr. ind i Wizer i kampen for selskabets overlevelse, fortæller han.