ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Smertefuld russisk hovedpine for Carlsberg

Rusland bliver ved med at hægte Carlsberg af det globale kapløb og aktien af C20 Cap-feltet. Med krisen mellem Rusland og Vesten bliver onsdagens halvårsregnskab derfor ekstra nervepirrende.

Onsdag morgen ukristeligt tidligt trykker finansdirektør Jørn. P. Jensen på knappen, der sender Carlsbergs finansielle præstationer til fondsbørsen. Han må denne gang være ekstra spændt på markedets modtagelse, da den russiske forretning endnu ikke er kommet op i gear - tværtimod.

"Carlsberg er gidsel i en højspændt politisk situation, hvor man på sidelinjen må tage sine forholdsregler og så ellers bare håbe på, at det ikke udvikler sig markant værre," lyder det fra Morten Imsgard, analytiker i Sydbank.

Svært valg for investorerne


Det startede med Ruslands annektering af Krim-halvøen fra Ukraine og senest Ukraines angreb på en russisk militærkonvoj på ukrainsk jord. Krisen har blandt andet sat en brat stopper for fødevareeksport til Rusland, hvor Carlsberg med købet af Baltika Brewery i 2008 henter mere end hver anden indtjeningskrone.

Også i Danske Bank er forventningen, at onsdagens regnskab mest af alt vil handle om Rusland, og hvordan ledelsen i Valby forholder sig til det.

"Investorerne må gøre op med sig selv, hvad de tror på, om der vil komme en konfrontation og dermed flere sanktioner, eller om ølmarkedet går fri," siger senioraktieanalytiker Tobias Bjørklund.

Ind til videre har investorerne i år sendt Carlsberg ned med knap 10 pct., mens C20 Cap er steget næsten 15 pct. Det har også øget afstanden mellem Valby-bryggeriets aktier og dets største internationale konkurrenter.

Hvad er plan B


Det er svært for alle og også for Carlsberg at forudsige, hvad der vil ske i Rusland, men ledelsen kan fortælle sine planer for et marked med flere sanktioner og restriktioner. Derfor venter Tobias Bjørklund, at der vil blive spurgt til, hvordan Carlsberg vil positionere sig, hvis udviklingen bliver forværret.

Analytikeren regner med, at udmeldingerne fra topchef Jørgen Buhl Rasmussen vil blive meget som ved det forrige kvartalsregnskab med uroen omkring Ukraine.

"Her var der stor nervøsitet. Men fra Carlsberg lød det, at de ikke oplevede så store effekter og samtidig ikke kunne sige så meget om den geopolitiske situation, hvilket nok er meget naturligt," påpeger Tobias Bjørklund.

Mens selskaber som Arla og Danish Crown er ramt af den russiske embargo mod fødevarer, er det ind til videre uvist, om sanktionerne vil ramme ølforbruget. Det har det ifølge Tobias Bjørklund højst sandsynligt ikke her og nu, og det afgørende bliver dermed, hvad der sker med den russiske ølmarked på længere sigt.

"Går det ud over russernes disponible indkomst til at købe øl, vil påvirkningen nok være tydelig," lyder det fra Danske Bank-analytikeren.

Bliver den almindelige russer ramt


Det er Morten Imsgard enig i, og derfor vil han – på investorernes vegne - også nærstudere Carlsbergs udsagn om situationen i Rusland.

"Carlsberg skal hjælpe investorerne ved at give pejlemærker for, hvordan den russiske forbruger bliver ramt. Bekymringen ligger i, om vi ser starten på en længere periode i Rusland med svag vækst og svækket forbrugertillid," konstaterer Morten Imsgard.

Indirekte effekter af sanktioner kan betyde, at 2015 også kan rives ud af kalenderen på forhånd på grund af forsat markedsproblemer, der hindrer fremgang for Carlsberg. Bryggeriets indtjening står i stampe på vej mod femte år i træk med et stagnerende driftsresultat.

Allerede nogle af de gennemførte sanktioner peger ifølge Morten Imsgard i retning af, at de russiske forbrugere kan få det svært – specielt på grund af det fulde stop for fødevareimport i Rusland.

"Carlsberg har ikke behov for at importere for at producere, men det får nok den uheldige effekt, at priserne stiger i Rusland på basale varer som kød og mejeriprodukter. Det efterlader færre penge at købe øl for," påpeger analytikeren.

Godt vejr forhindrer nedjustering


Med til at forplumre billedet for Carlsberg er sommervejret i Rusland. Sommersalget i de seks uger siden afslutningen af andet kvartal kan blive en god buffer i forhold til det russiske pres på bryggeriets forventninger til hele 2014.

"Det ser ud til, at vejret har været rigtig godt i Østeuropa og dermed gunstigt for Carlsberg, så det vil nok være svært for Carlsberg at sige den præcise påvirkning af de russiske problemer - hvis der er en påvirkning," siger Tobias Bjørklund.

Det er en af grundene til, at markedet – og heriblandt Danske Bank og Sydbank - ikke forventer en nedjustering trods en gennemsnitsforventning i markedet om et markedsdyk i Østeuropa på 16,8 pct. og en rubel, der er nede med 12 pct. i år over for euroen.

Selvom det bliver triste tal, bør Carlsberg stadig kunne klare sig bedre relativt end sine konkurrenter i Rusland, understreger Sydbanks Morten Imsgard.

Markedslederens organisation og distribution bør gøre Carlsberg bedre i stand til at komme igennem de vanskelige år end de mindre aktører i Rusland. Han venter derfor en russisk nedtur for Carlsberg omkring 8 pct., mens totalmarkedet ventes at falde omkring 10 pct.

"Men det ændrer ikke ved, at det leverede ikke bliver godt for Carlsberg. Det æder den fremdrift, som selskabet viser andre steder med indtjeningsvækst i Vesteuropa og vækst i Asien. Derfor står man med billedet af, at Carlsberg ikke flytter sig," konstaterer han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis