Bølgerne går til tider højt i et retslokale i Dublin i disse uger, mens det kriseramte flyselskab Norwegian kæmper med sine kreditorer for at overleve.
Lavprisselskabets stormomsuste skæbne har givet den danske bestyrelsesformand, tidligere DFDS-topchef Niels Smedegaard mere end almindeligt travlt.
Alligevel har han mod på endnu mere bølgegang, dog af den mere bogstavelige og ikke spor kriseramte slags.
Han påtager sig nu også rollen som bestyrelsesformand i Danmarks vigtigste stykke færgeinfrastruktur, Molslinjen. Molslinjen er mest kendt for Kattegatruterne og deres mangeårige, hyppigt spillede “Kombardo”-slagsang med ukulele og mandskor i højttalerne.
Alene denne rutes fire store katamaranfærger har 1,8 millioner passagerer i et normalt år, men hertil driver Molslinjen også fem øvrige færgeruter til danske øer.
Molslinjen blev i december 2020 solgt til kapitalfonden EQT. Sælger var en anden kapitalfond, Polaris, samt den aarhusianske rigmand Henrik Lind, stifter af Danske Commodities.
Det er denne handel, der nu har haft sin formelle afslutning, og dermed har EQT og dens underfond EQT Infrastructure ved en ekstraordinær generalforsamling også kunnet indsætte de bestyrelsesprofiler, de ønsker.
Valget er altså faldet på Niels Smedegaard som formand. Også tidligere TV2-direktør frem til 2019, Merete Eldrup, er indsat i bestyrelsen.
Ud over EQT får Molslinjen også endnu en medejer. Det er Danmarks tredjestørste pensionsselskab, Sampension, der træder ind. Størrelsen på investeringen oplyses ikke.
“Vi ser frem til samarbejdet med mange nye kompetencer i den nye bestyrelse, og vi glæder os over, at vi med kombinationen af EQT Infrastructure og danske pensionsmidler får et stærkt afsæt til en spændende fremtid,” siger Carsten Jensen, administrerende direktør for Molslinjen.
EQT har lanceret ambitiøse vækstplaner for Molslinjen, som kapitalfonden gerne ser brede sig ud over større dele af Skandinavien.
“Vi vil fortsætte med at vokse. Det kan være i Danmark, men vi synes også, at der er en god mulighed for at brede det ud i Skandinavien og skabe en leder i færgesektoren,”sagde Daniel Pérez, partner i EQT Infrastructure, i december til Børsenog uddybede, at denne vækst både kan ske organisk og via opkøb.
Mens den nye formand Niels Smedegaard har dyb erfaring også med transportkriser under coronapandemien, så er Molslinjen i en markant anderledes situation end flysektoren.
Faktisk havde Molslinjen en ganske mærkbar, positiv coronaeffekt i sommeren 2020, da en del af regeringens hjælpepakker til sommerturismen viste sig at være gratis billetter for gående og cyklende til en række øer og rabatter til andre overfarter.
Danskere, der havde drømt om en ø-ferie til Mallorca eller Kos, måtte snuppe en tur til Fanø eller Bornholm i stedet, og det gjorde, at det første coronaforårs begrænsede aktivitet hurtigt rettede sig.
Molslinjen har i efteråret taget en ny, stor færgeterminal i brug i hjembyen Aarhus, og EQT-partner Daniel Pérez sagde i december til Børsen, at de nye ejere ikke venter nogen længerevarende konsekvenser af pandemien for færgeselskabet.