ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sky Pandora-milliardær har ramt jackpot på aktier og tjener 511 mio. kr. under pandemi: “Det er noget, der normalvis svarer til mange års afkast”

Den stenrige Pandora-stifter Winnie Liljeborg laver overskud på 511 mio. kr. i coronaåret 2020

Adm. direktør i Liljeborg Gruppen Martin Høyer-Hansen har stået i spidsen for selskabet siden 2013. Foto: Steven Achiam
Adm. direktør i Liljeborg Gruppen Martin Høyer-Hansen har stået i spidsen for selskabet siden 2013. Foto: Steven Achiam

Winnie Liljeborg, der er blevet en af Danmarks rigeste på at stifte smykkegiganten Pandora sammen med eksmanden Per Enevoldsen i 1979, har midt under coronakrisen leveret et opsigtsvækkende resultat med sit investeringsselskab Liljeborg Gruppen ApS.

Således brager Liljeborg Gruppen ud af 2020 med et overskud på 511 mio. kr. efter skat sammenlignet med 77 mio. kr. året før.

Liljeborg Gruppen er 100 pct. ejet af Winnie Liljeborg, der aldrig har udtalt sig offentligt om sin formue og heller ikke har ønsket at udtale sig til denne artikel.

Hun har ikke en aktiv rolle, men det er Winnies ønsker og vilje, som vi skal eksekvere på

Martin Høyer-Hansen, adm. direktør, Liljeborg Gruppen

Direktøren i selskabet forklarer resultatet med ekstraordinært store afkast på flere af selskabets investeringer inden for særligt teknologi og medicinalindustrien.

“Det bunder i en investeringsstrategi, som vi udviklede for ca. fire år siden, hvor vi har haft særlig fokus på vækstaktier rettet mod teknologi og medicinalindustrien. Der er tale om et ekstraordinært resultat. Det er noget, der normalvis svarer til mange års afkast,” siger adm. direktør i Liljeborg Gruppen, Martin Høyer-Hansen, der fortæller, at man arbejder med en strategi med et forventet gennemsnitligt afkast på 6-7 pct.

Tech-aktier har i 2020 haft usædvanligt godt år. F.eks. har det teknologitunge Nasdaq-indeks i USA med selskaber som Apple og Tesla samlet leveret et afkast på 45 pct. i 2020.

Guldsmed på Nørrebro

Winnie Liljeborg var med til at grundlægge den børsnoterede smykkegigant Pandora sammen med sin eksmand Per Enevoldsen i 1979.

Parret overtog en lille guldsmedeforretning på Nørrebro i København, som to ældre damer gerne ville af med. Per Enevoldsen havde taget guldsmedeuddannelsen, og fra den lille butik lagde han grundstenene til det, der skulle blive en magtfaktor i den globale smykkeindustri.

45

pct. var det samlede afkast for Nasdaq-indekset i USA i 2020

Parret startede med at importere smykker fra Thailand, hvorefter man etablerede verdens største smykkefabrik i udkanten af Bangkok.

Og efter flere tilnærmelser fra kapitalfonde solgte parret 60 pct. af livsværket for et milliardbeløb til Axcel i 2008. Siden solgte parret gradvist ud af sine aktier, indtil Pandora i 2010 gik på børsen og gjorde parret til mangemilliardærer.

Lavere afkast i år

I dag bor Per Enevoldsen i Thailand, mens Winnie Liljeborg passer sine aktiviteter i Liljeborgkoncernen.

Ifølge direktøren har Winnie Liljeborg dog ikke nogen aktiv indflydelse på forvaltningen af selskabets milliardformue:

“Men Winnie Liljeborg har tidligt i forløbet både i forhold til gruppen og vores samarbejdspartner hos North-East Family Office udstukket sine ønsker til den strategi, hun gerne vil have, og hvad vi skal arbejde med,” siger Martin Høyer-Hansen og forsætter:

“Hun har ikke en aktiv rolle, men det er Winnies Liljeborgs ønsker og vilje, som vi skal eksekvere på.”

Ifølge direktøren er Winnie Liljeborg i stedet aktiv i Liljeborgkoncernens filantropiske arbejde, der gennem årene har doneret penge til Liljeborgfonden og andre velgørende aktiviteter.

Koncernen har bl.a. doneret 60 mio. kr. til at starte Julemærkehjemmet Liljeborg ved Roskilde, ligesom man står bag restaurantskibet Sagafjord ved Roskilde Fjord.

Liljeborg Gruppens forventninger til 2021 er et noget lavere afkast end i 2020.

“Men vi arbejder på og håber på, at vi kan lægge niveauet omkring 6 pct. Det vil svare til et resultat, der er et stykke under det halve af det, vi har opnået i år. Men lad os se, hvordan tingene udvikler sig – også i forhold til covid-19,” siger Martin Høyer-Hansen.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis