ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sky Pandora-milliardær tjener styrtende på investeringer

Milliardæren Per Algot Enevoldsen, der stiftede Pandora, har for længst trukket sig langt væk fra rampelysets skær, men han har langt fra mistet evnen til at tjene penge. 

Et nyt regnskab fra investeringsselskabet Algot Holding, som han ejer sammen med sønnen Christian, viser et overskud på hele 88 mio. kr. for 2016. 

Det er et væsentligt spring fra de 33 mio. kr., der stod tilbage på bundlinjen i 2015, men helt i tråd med Per Enevoldsens sky væsen - han giver f.eks. nærmest aldrig interviews - giver regnskabet ikke noget særligt dækkende svar på, hvor pengene tjenes. 

Det fremgår dog, at Algot Holding beskæftiger sig med "investeringer i selskaber og værdipapirer". Her står videre, at selskabet har værdipapirer og andre kapitalandele for ca. 2 mia. kr. 

100 mio i udbytte

Det gode resultat betyder, at Per Enevoldsen og sønnen kan trække 100 mio. kr. ud som udbytte, men det efterlader dog fortsat en egenkapital på 282 mio. kr.

Også her er der sket et spring i forhold til året før, hvor udbyttet lød på 50 mio. kr.

Overskuddet i Algot Holding cementerer selskabet som perlen i Per Enevoldsens myriade af selskaber, der er samlet under paraplyen Algot Invest.  

Blandt de mere end 30 selskaber står Algot Holding for stort set hele overskuddet. 

Bor i Thailand

Per Enevoldsen stiftede Pandora i 1982 og er siden blevet hovedrig på selskabet, som først blev solgt til kapitalfonden Axcel og siden børsnoteret. 

Det er dog mange år siden, Enevoldsen selv har spillet en aktiv rolle i selskabet.

Han har i dag trukket sig tilbage og lever i Thailand, hvor han bl.a. er blevet ordineret som buddistisk munk.

De mange investeringer varetages da også af andre end ham selv. 

Ifølge Berlingske Business var han i 2016 Danmarks 14. rigeste med en formue på 6,9 mia. kr. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis