Budgetnedskæringer, tilbageholdte investeringer og fyringer. Coronapandemien spøger hos de danske forlystelsesparker, der bløder som aldrig før, og en rundringning foretaget af Børsen til landets fire største forlystelsesparker tegner et billede af en rædselssæson, som potentielt kan skade parkerne på længere sigt.
“Vi kommer til at miste 1,7 mia. kr. i omsætning. Jeg tror, at vi kommer til at få en gæstenedgang på 6,6 mio. i 2020,” fortæller Søren Kragelund, der er formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.
“Det har været horribelt. Vi mister halvdelen af en normal omsætning i sommersæsonen
Nils-Erik Winther, adm. direktør, Dyrehavsbakken
Sidste år havde danske forlystelsesparker 12 mio. besøgende og en omsætning på ca. 3,4 mia. kr.
Hos Tivoli i København er den nytiltrådte direktør havnet i en krise af historiske proportioner.
“Vi bliver jo alle sammen kastet ud i noget, hvor planerne må lægges om. Sådan var det også for Tivoli. Vi måtte åbne senere, og desværre står vi med et halvårsregnskab, som viser et meget stort minus,” fortæller Susanne Mørch Korch, adm. direktør i Tivoli, der i august overtog posten fra Lars Liebst.
mio. kr er underskuddet i Tivoli i det seneste regnskab
Tivolis seneste kvartalsregnskab for 2020 viste et underskud på 135 mio. kr. Et underskud der reflekterer den sene åbning og manglen på udenlandske turister, som endnu ingen ved, hvornår vender tilbage til forlystelsesparkerne.
“Vi sidder ikke i en situation, hvor vi lægger meget fastlåste langsigtede planer. Vi kommer sandsynligvis til at have nogle år med langt færre turister,” siger Susanne Mørch Korch
Den historisk ringe sæson kommer efter en tid med blandede resultater for forlystelsesparkerne. Mens Tivoli i 2019 præsenterede det største overskud nogensinde på 167 mio. kr., og dermed delvist var rustet til en krise, ser det anderledes ud for Dyrehavsbakken. Her lander coronapandemien midt i en forlystelsespark, der i sidste regnskabsår havde tæt på 1 mio. kr. i underskud.
“Det har været horribelt. Vi mister halvdelen af en normal omsætning i sommersæsonen. Vi har udskudt revyen og andre forestillinger. Revyen er jo motoren for Bakken,” fortæller Nils-Erik Winther, adm. direktør hos Dyrehavsbakken, der i disse uger lægger budget for næste sæson med en forventet nedgang på 15-20 pct.
Hos Legoland i Billund er 45 fastansatte indtil videre blevet fyret på baggrund af coronapandemien.
“Når man er en stor turistattraktion, og der ikke rigtig kommer turister til Danmark, så er det en dyb krise, vi har været igennem i år,” siger adm. direktør i Legoland, Christian Woller.
Som konsekvens af, at der ikke er blevet spist candyfloss i samme mængder eller skreget i halsbrækkende rutsjebaner i samme grad, som der plejer, er forlystelsesparkerne tøvende med at investere i nye forlystelser og oplevelser til den kommende sæson.
I Legoland har man udskudt parkens hidtil største investering på 100 mio. kr. til 2021. Også Djurs Sommerland har skubbet en investering helt frem til 2022 i en kombination af usikkerheder fra leverandøren og coronasituationen.
“Da vi skulle tage beslutningen, vidste vi ikke, om vi kunne få lov til åbne Djurs Sommerland i 2020,” fortæller Henrik B. Nielsen, adm. direktør Djurs Sommerland, der forventer et fald i besøgende på ca. 40 pct.
Søren Kragelund udtaler, at forlystelsesparkerne normalt laver noget nyt hvert år, og at de manglende investeringer kan blive et problem for parkernes fremtidige markedsføring.