ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS-topchef med nødråb til den danske regering: Vi får brug for mere hjælp

Myndighederne i Skandinavien må på banen med mere støtte, hvis SAS skal klare sig igennem krisen, lyder opråbet fra topchef Rickard Gustafsson

Rickard Gustafsson, koncerndirektør i SAS. Arkivfoto: Sofia Busk
Rickard Gustafsson, koncerndirektør i SAS. Arkivfoto: Sofia Busk

SAS befinder sig i lige nu i den største krise nogensinde og gør derfor klar til at nedlægge 5000 årsværk – ca. hver anden på tværs af koncernen.

Selvom fyringsrunden vil reducere omkostningerne markant, er det nødvendigt med økonomisk hjælp fra regeringerne i Skandinavien. Så kontant er meldingen fra SAS-topchef Rickard Gustafsson, der mener, at myndighederne bærer en stor del af ansvaret for nedsmeltningen i flyindustrien:

3

Mia. svensker kroner. Så stort er det statsgaranterede lån fra Danmark og Sverige, der blev givet til SAS i marts.

“Intet flyselskab i Europa kommer til at klare sig igennem krisen uden hjælp. Det er ikke en krise, der er skabt af flyselskaberne, men en krise, der er opstået, fordi myndighederne har lukket grænserne og indført indrejseforbud. Derfor skal de hjælpe, så industrien kommer til at fungere efter krisen.”

“Vi får også brug for hjælp. Vi er glade for den første redningspakke, men vi vil helt sikkert fortsætte dialogen med den danske og svenske stat, for vi kan ikke bare optage gæld – vi skal også sikre selskabets soliditet.”

Børsen forsøger at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S), men på Twitter skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at "den danske stat er langsigtet og ansvarlig medejer, og vi vil gøre, hvad end der skal til, for at SAS kommer igennem krisen."

Garanti for mia.

SAS fik allerede i sidste måned en økonomisk indsprøjtning i form af et statsgaranteret lån på 3 mia. svenske kroner fra Danmark og Sverige, der samlet ejer ca. en tredjedel af selskabets aktier. Kort tid efter kom Norge på banen med en tilsvarende garanti på 1,5 mia. norske kroner.

Selvom det var med til at sikre virksomhedens økonomi på den korte bane, begynder det allerede nu at se svært ud på den anden side af sommerferien, forklarer Rickard Gustafsson.

Intet flyselskab i Europa kommer til at klare sig igennem krisen uden hjælp. Det er ikke en krise, der er skabt af flyselskaberne, men en krise, der er opstået, fordi myndighederne har lukket grænserne og indført indrejseforbud

Rickard Gustafsson, koncerndirektør, SAS

“Den danske regering har handlet resolut under krisen, og redningspakken har fungeret og reddet mange arbejdspladser i Danmark. Ren likviditetsmæssigt har det sikret, at vi kan klare os igennem sommeren, men vi skal have sikret soliditeten i selskabet på længere sigt – derfor fortsætter vi diskussionerne med den danske og svenske regering.”

Skandinaviens største flyselskab sendte i starten af marts omkring 10.000 medarbejdere midlertidigt hjem, svarende til ca. 90 pct. af arbejdsstyrken. Siden da har SAS blot fløjet enkelte indenrigsafgange på tværs af de nordiske lande, ligesom det har hjulpet med at få strandede danskere hjem rundt omkring i verden.

Vil slås for sin markedsposition

Rickard Gustafsson betegner dagens udmelding om massefyringerne som noget af det værste, han har oplevet i sin tid hos SAS.

Ifølge ham er det dog nødvendigt at skære omkostningsbasen til, hvis SAS skal klare sig igennem det næste to år.

“2020 og 2021 bliver hårdt for flyselskaberne, men jeg er overbevist om, at vi kommer tilbage. Flyindustrien er en vigtig del af verdens infrastruktur: Samhandlen kan ikke fungere uden fly, folk skal have mulighed for at opleve verden og blive inspireret af andre kulturer, og vi er afhængige af, at der kommer turister til Skandinavien.”

Hvad vil det betyde for SAS' fremtidig markedsposition?

“SAS har været det største flyselskab i Skandinavien siden 1946, og det kommer vi også til at være fremover. Når efterspørgslen vender tilbage, skalerer vi op, og vi kommer til at forsvare vores markedsposition.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis