ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS-topchef: Der er flere besparelser på vej

SAS står stadigvæk over for store udfordringer, siger koncernchef Rickard Gustafson efter præsentationen af flyselskabets regnskab for tredje kvartal onsdag. Virksomheden varsler derfor yderligere milliardbesparelser frem mod 2017.

Kvartalsregnskabet viste ellers sorte tal på bundlinjen, men efter røde tal i regnskabsårets første to måneder var det også nødvendigt.

"Jeg kan konstatere, at vi trods hård konkurrence på priserne formår at levere et positivt resultat, men jeg erkender, at det ikke er tilstrækkeligt. Vi bliver nødt til at gøre mere, og vi bliver nødt til at styrke indtjeningen yderligere," siger Rickard Gustafson til Ritzau Finans.

Nettoresultatet var således på 496 mio. svenske kr. for maj, juni og juli. I samme periode året før var overskuddet på 886 mio. svenske kroner.

Rickard Gustafson peger på, at der allerede i juni blev meddelt nye besparelser for 1 mia. svenske kroner i 2015, men at der i årsregnskabet om tre måneder vil blive annonceret yderligere tiltag til, hvordan SAS kan skære i omkostningerne. SAS vil samtidig fortælle, hvor store besparelserne bliver. I kvartalsregnskabet lyder det, at de er i milliardklassen.

"Vi har sat tempoet op i vores store omstruktureringsplan, og vi har omorganiseret virksomheden, så vi kan få en stærk og hurtigt forandring. Og vi arbejder intensivt med yderligere muligheder for at accelerere udviklingen. Men vi har brug for mere tid til at udarbejde detaljerne. Og dem vil vi præsentere sammen med årsregnskabet," fortæller han.

Rickard Gustafson ser dog også positive takter i kvartalet, hvor det er lykkedes for flyselskabet at tiltrække flere kunder og få en højere belægning på flyene.

"Vi har i dette kvartal haft 700.000 flere passagerer, som synes, vi har et godt produkt. Vi gør livet lettere for dem, og samtidig skal vi arbejde hårdt for vores egen effektivisering. Og det gør vi også," fastslår koncernchefen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis