Coronakrisen gør ondt på SAS, og i perioden februar til april - hvor covid-19 spredte sig til hele verden - tabte virksomheden 3,47 mia. svenske kroner (2,4 mia. kr.)
Alene i april dykkede SAS' passagertal med 96 pct., mens kapaciteten faldt med 94 pct.
“SAS er i øjeblikket i aktive, intensive og konstruktive diskussioner med selskabets storaktionærer og udvalgte interessenter om en rekapitaliseringsplan
Rickard Gustafson, koncerndirektør, SAS
Det viser det forskudte halvårsregnskab fra Nordens største flykoncern.
Set over hele perioden fra november til april faldt omsætningen fra 13,5 mia. kr. til 10,5 mia. kr., mens nettotabet rundede lidt over 3 mia. kr. I rapporten understreger ledelsen, at man er i dialog med sine aktionærer om at styrke egenkapitalen:
"SAS er i øjeblikket i aktive, intensive og konstruktive diskussioner med selskabets storaktionærer og udvalgte interessenter om en rekapitaliseringsplan, der skal sikre SAS' fremtid."
Det sløje resultat er langt fra en overraskelse, da SAS' forretningsgrundlag nærmest er forsvundet under coronakrisen. I de seneste par måneder har blot en brøkdel af firmaets fly været i luften, mens resten har holdt parkeret på jorden. I løbet af juni forventer man dog at genoptage en række internationale flyvninger, bl.a. til New York, Chicago og Amsterdam.
Regnskabet kommer en time efter kvartalsrapporten fra den ligeledes hårdt pressede rival Norwegian, der tabte 40 pct. af sine passagerer i årets første måneder og landede et underskud på 2,2 mia. danske kroner.
Pct. faldt passagertallet hos SAS med i april.
Da covid-19 spredte sig til Vesten og fik flere lande til at lukke grænserne, ramte det alverdens flyselskaber hårdt. I SAS hjemsendte man i første omgang 10.000 ansatte, svarende til godt og vel 90 pct. af den samlede arbejdsstyrke. I slutningen af april bekendtgjorde topchef Rickard Gustafson, at man forbereder sig på at nedlægge 5000 stillinger permanent for at ruste sig til den nye virkelighed efter coronakrisen.
Den danske og svenske stat sidder tilsammen på lidt under 30 pct. af aktierne, og sammen med Norge har de allerede stillet lånegarantier i milliardklassen til rådighed for SAS. I forbindelse med den seneste store fyringsrunde opfordrede Rickard Gustafson Danmark og Sverige til at komme med en reel kapitalindsprøjtning frem for nye lånebeviser.
“Vi får også brug for hjælp. Vi er glade for den første redningspakke, men vi vil helt sikkert fortsætte dialogen med den danske og svenske stat, for vi kan ikke bare optage gæld – vi skal også sikre selskabets soliditet,” sagde han til Børsen.
Rundt omkring i verden er flere myndigheder trådt til for at holde hånden under nogle af verdens største flyselskaber. I USA har Trump-administrationen sprøjtet 25 mia. dollar i luftfartssektoren, og i bl.a. Frankrig og Tyskland er regeringerne trådt til med hjælp i milliardklassen til Air France-KLM og Lufthansa.
Opdateres