Opdateret kl. 10.58- Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's (S&P) sænker sin kreditvurdering af luftfartsselskabet SAS med tre hak til "CCC" fra "B".
Og udsigterne for vurderingen er fortsat negative, hvilket betyder, at SAS' kreditvurdering kan få endnu en tur nedad.
S&P vurderer, at der er stor risiko for en betalingsstandsning grundet coronakrisen, skriver Bloomberg News.
Kreditvurderingsinstituttet mener, at der er stor sandsynlighed for, at SAS vil forfølge en restrukturering af sine gældsforpligtelser på obligationsmarkedet, og det er ifølge S&P nærmest at sidestille med en betalingsstandsning.
Det er kombinationen af meget høje faste omkostninger og den massive nedgang i passagertrafikken grundet coronakrisen, der ifølge S&P har bragt SAS' økonomiske situation i uholdbart terræn, skriver Bloomberg News.
/ritzau/FINANS