ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kriseramte SAS snart klar med ny forretningsplan: “Værdierne er reelt væk med de store underskud”

SAS vil inden

for de næste tre uger præsentere en ny strategi, der skal sikre overlevelse efter coronakrisen

Simon Pauck Hansen, driftsdirektør i SAS. Foto: Jeppe Carlsen
Simon Pauck Hansen, driftsdirektør i SAS. Foto: Jeppe Carlsen

Inden udgangen af juni vil SAS fremlægge en ny forretningsplan.

Vi forventer at fremlægge en ny forretningsplan i løbet af juni

Sille Beck-Hansen, fungerende pressechef, SAS

Det sker, sideløbende med at den kriseramte koncern arbejder på at sikre sig mere likviditet fra ejerkredsen, der bl.a. består af Danmark og Sverige samt den stenrige Wallenberg-familie.

“Vi er i tæt og konstruktiv dialog med vores ejere, herunder den danske og svenske stat. Vi har i forbindelse med præsentationen af vores andet kvartal sagt, at vi forventer at fremlægge en ny forretningsplan i løbet af juni,” skriver Sille Beck-Hansen, fungerende pressechef i SAS, i en mail til Børsen.

Det har ikke været muligt at få et interview med SAS’ ledelse.

Onsdag meddelte Skandinaviens største flyselskab, at man træder ud af ordningen for lønkompensation senest 30. juni, fordi den med SAS’ egne ord er for “ufleksibel” i forhold til planerne om en restrukturering. Samtidig igangsætter SAS nu den allerede varslede fyringsrunde på op mod 5000 fuldtidsansatte, heriblandt 1700 i Danmark.

Et mindre SAS

Dermed er der lagt op til et langt mindre SAS, der før coronakrisen talte omkring 12.000 medarbejdere. En del af ræsonnementet bag de store nedskæringer skyldes, at direktionen med topchef Rickard Gustafson og driftsdirektør Simon Pauck Hansen i spidsen først forventer, at efterspørgslen på kommerciel luftfart med passagerer bliver normaliseret i 2022.

500

mio. kr. taber SAS hver måned

Krisens alvor er de seneste måneder blevet understreget af, at passagertallene i april og maj faldt med hhv. 96 pct. og 94 pct. Alene fra februar til april tabte selskabet 2,4 mia. kr.

SAS har endnu ikke sat tal på, hvor meget kapital de mangler for at overleve. Men ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, der har fulgt luftfartsindustrien i to årtier, er et beløb på 10 mia. svenske kroner et realistisk bud. Under alle omstændigheder må de eksisterende aktionærer finde sig i at blive udvandet, når og hvis der kommer en kapitaludvidelse i SAS.

“Siden vi sænkede SAS-aktien til “sælg” 19. maj, har vi argumenteret for, at de nuværende aktionærers andel af SAS’ værdiskabelse i fremtiden nødvendigvis må blive mellem nul og helt marginal, da værdierne i SAS reelt er væk med de store underskud (...), og da SAS er helt afhængig af, at der kommer nye penge i kassen,” skriver Jacob Pedersen i et analysenotat.

En overlevelseskamp

Finansminister Nicolai Wammen (S) og Wallenberg-familien slog i forbindelse med SAS’ kvartalsregnskab fast, at man bakker op om ledelsens udmeldinger om, at der er brug for mere og direkte hjælp – ud over de 3,3 mia. svenske kroner i garanterede statslån, der allerede er blevet skudt i SAS.

Andre steder i Europa har forskellige regeringer brugt milliarder af kroner på at holde hånden under nogle af verdens største flykoncerner, heriblandt Lufthansa Group, der samlet har modtaget 9 mia. euro, men som torsdag meddelte, at de alligevel kan risikere at skulle skære op mod 26.000 stillinger for at overleve krisen. I sin årsrapport fra 2019 skriver Norwegian, at man får brug for ca. 1,5 mia. kr., hvis krisen fortsætter næste år.

Tidligere på ugen anslog Iata, den internationale brancheforening for luftfart, at covid-19 vil udløse et samlet tab i flyindustrien på 84 mia. dollar alene i år.

Hos SAS betegner man den nuværende markedssituation som en kamp mellem liv og død.

“Fokus for de store flykoncerner i Europa er på overlevelse. Det er en overlevelseskamp, som er så kompleks, at jeg tror, der i en periode er tale om et udskilningsløb (...). På bagkant af corona tror jeg, at vi står over for en mulig ny konsolidering i Europa,” sagde Simon Pauck Hansen til Børsen 4. juni.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis