ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS skal være 20-30 pct. mere effektiv end konkurrenterne - "Det er en kæmpe stor opgave"

Der er to måder at læse SAS's regnskab for andet kvartal på. En positiv og en negativ. 

Den negative er, at SAS - på samme måde som andre spillere i luftfartsbranchen - rammes af negative valuta-effekter og stigende brændstofpriser. 

Den positive er, at strategien tilsyneladende virker. 

Strategien går ud på at finde den gyldne balance mellem at skære massivt i selskabets omkostninger og samtidig investere i fremtiden og i tiltag, der skal få SAS-kunderne til at betale lidt ekstra. 

Sådan lyder det fra koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen, som Børsen møder onsdag formiddag i Københavns Lufthavn. Han kan fremlægge et regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/2018, hvor selskabet leverer en omsætning på ca. 7 mia. kr. og et underskud på ca. 230 mio. kr. og fastholder sine forventninger til resten af året. 

“Vi har et ambitiøst indtjeningsmål på omsætning. Det overleverer vi på. Vi har lidt flere kunder, end det vi havde forventet, og vi fastholder også nogle fornuftige prisniveauer,” understreger Lars Sandahl Sørensen. 

Men trods det positive udsyn, er det ikke en leg at være SAS.

“Det er ikke let at skulle håndtere en svensk krone, der er så svag. Det er ikke let at arbejde med så stor en omkostningsmasse som brændstof er, der kører sådan her,” siger Lars Sandahl Sørensen og laver store bølgebevægelser med hænderne.

Valutaeffekter for 104 mio kr 

SAS havde negative valutaeffekter i kvartalet for 104 mio. kr., mens udgifterne til brændstof er steget med 8, 6 pct. ift. samme kvartal året før.

Samtidig er ledelsen i gang med at spare ca. 2,2 mia. kr. inden 2020.

“Det er ikke let at få så store omkostninger ned samtidig med, at vi skal lave så kollossalt store investeringer i fremtiden – med nye fly, wifi, nye destinationer, for det er bl.a. det, der gør, at kunderne er loyale. Der den balancegang, der hele tiden skal findes, og det er simpelthen svært,” siger Lars Sandahl Jørgensen, der understreger, at SAS er nødt til at arbejde smartere og mere effektivt end sine konkurrenter. 
 
"Skandinavien er et af de dyreste steder på jordkloden overhovedet at drive et luftfartsselskab. Og vi konkurrerer jo mod alle mulige andre, der har betydeligt lavere omkostninger end vi har." 

Resultater ikke afspejlet i aktieprisen

Kvartalsregnskabet godkendes af Kenneth Sivertsen, analytiker i den norske bank Pareto:

“Faktisk er det bedre end forventet, særligt, når man har in mente, at kvartalet fra februar til april typisk er en svag periode,” siger han.

“Jeg hæfter mig også ved, at forventningerne til resten af året fastholdes, og at de har været meget succesfulde med deres hedging af brændstof,” siger Kenneth Sivertsen.

SAS hedger 40-60 pct. af deres forventede brændstofforbrug.

Ifølge Lars Sandahl Sørensen er hedgingen lidt af forklaringen på det positive resultat, men ikke hele forklaringen.

"Det er alle de ting - måden vi har hedget på, måden vi driver vores forretning på, måden vi skaber vores indtægter på, måden vi leverer produktet på, måden vi får vores omkostninger ud efter planen på," siger koncerndirektøren.

Kenneth Sivertsen fremhæver SAS' spareplan som det vigtigste aspekt:

“Ikke bare gennem de sidste seks måneder, men over de sidste tre-fire år har de gennemgået en fantastisk turn around-proces, og nu begynder vi at se resultaterne. Fra vores perspektiv er det endnu ikke afspejlet i aktieprisen.”

Pareto har et kursmål på 21,8. SAS-aktien lukkede onsdag i kurs 14,35.  

Luftfartsaktien har fem ud af fem købsanbefalinger og et gennemsnitligt kursmål på 21,02.

Bedre rustet end nogensinde

Ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, der følger SAS tæt, viser kvartalsregnskabet, at SAS har en robust forretning.

"Jeg synes selskabet leverer en stærk udvikling i øjeblikket. De er bedre rustet i øjeblikket end de nærmest nogensinde har været. Man har tjent penge de sidste tre år i træk og medmindre billetpriserne fuldstændig imploderer og falder sammen, så er mit bud, at SAS også kommer til at tjene penge de næste tre år, og det er på grund af det spareprogram, man har igangsat."

Han understreger, at spareprogrammet sådan set har været igang allerede i 15 år - og det gør det ikke nødvendigvis nemmere at fortsætte. Snarere tværtimod.

"De lavthængende frugter er plukket for længst. Og med det konkurrencemiljø der er, så er selskabet mere tilbøjelig til at sige: "Nu intensiverer vi besparelserne" end at sige "Nu slækker vi lidt på kravene"," siger Jacob Pedersen, der også peger på, at SAS i regnskabet skriver, at de allerede er igang med at kigge på, hvordan man kan spare yderligere efter 2020.

"Det er et vidnesbyrd om, at SAS skal agere med de lange briller for at sikre at man hele tiden får omkostningsniveauet tilpasset, så man er konkurrencedygtig."

"Det er et sats"

En investering, som SAS håber, kunderne vil være villige til at betale ekstra for er deres installering af højhastigheds-wifi i maj måned.

"Det er et sats. Det koster os enormt mange penge at installere på flyene og drive det, men vi tror på, at du gerne vil have det. Engang imellem kan vi godt investere i et eller andet, hvor du som kunde siger: "Det er meget rart at have," - men er du villig til at betale for det? Og hvis du ikke er villig til at betale for det eller ikke synes, at det er rigtig, rigtig vigtigt, så har vi jo ikke investeret i det rigtige," siger Lars Sandahl Sørensen.

Ud over wifi satser SAS på at opgradere sine flyrejser med bl.a. bedre mad, nye kabiner og med investeringer i deres fordelsprogram EuroBonus, der henvender sig til målgruppen "frequent flyers", som er afgørende for SAS.

SAS har desuden investeret i nye fly i det forgangne kvartal, mere præcist 50 Airbus A320neo-fly og en Airbus A330E.

Ved at yde ekstra services, som kunderne vil betale en højere pris for, skal SAS differentiere sig fra lavpris-konkurrenter som Norwegian og Ryanair.

I skærer i omkostninger og samtidig koster både valutaeffekter og brændstofpriser mange penge. Hvordan kan I stadig have råd til at investere?

"Vi skal kunne arbejde smartere og mere effektivt end de fleste af vores konkurrenter, og det gør vi bl.a. ved at udstyre vores kolleger med redskaber, der gør, at de kan arbejde mere effektivt. Hele digitaliseringsagendaen er meget, meget stor hos os," siger Lars Sandahl Sørensen. 

"En udfordrende opgave at få alle med på vognen"

En af de helt store omkostninger for SAS er medarbejderlønnigner- og ordninger.

I kvartalsregnskabet oplyser SAS, at man har opnået en aftale med det svenske kabinepersonales fagforening, men fortsat arbejder på at indgå aftaler med de andre fagforeninger.

Hvor stor en kæp i hjulet kan medarbejdersituationen blive i forhold til SAS' spareplan?

"Tingene hænger sammen. Hvis de ikke forhandler det her hjem med medarbejderne, så står SAS med en utroligt svær situation i forhold til at nå de økonomiske mål og i forhold til at betale for de fly, man har bestilt," siger Jacob Pedersen.

Lars Sandahl Sørensen peger på, at der er en stor omstillingsparathed hos både medarbejdere og faglige organisationer, og at det er nødvendigt i et så konkurrencepræget marked.

"Det, der var rigtigt for fem til ti år siden er ikke nødvendigvis rigtig i dag" siger han, og kalder det "en udfordrende opgave at få alle med på vognen hele tiden." 

Men ifølge Lars Sandahl Sørensen oplever man også, at alle har de samme mål, og han er imponeret over, hvor langt SAS er kommet i en branche, der ændrer sig lynhurtigt. 

Han peger på, at evnen til at lykkes, afhænger af, at SAS kan præstere lidt bedre end sine konkurrenter og levere et produkt der er lidt bedre end sine konkurrenter hele tiden.

 Det vil alle vel sige?

"Jo, men det er også sandheden. Hvis vi har en konkurrencefordel på personaleomkostninger på minus 20-30 pct. fordi dem, vi konkurrerer mod, der flyver lige herude.." Lars Sandahl Sørensen nikker ud af vinduet til landingsbanerne,"...de har af naturlige grunde - de kommer fra andre dele af verden - 20-30 pct. lavere omkostninger, end vi har. Så skal vi jo være 20-30 pct. mere effektive. Det er en kæmpe stor opgave."

Hvordan har du det med at skulle løfte denne opgave?

"Det er jo sjovt og udfordrende og ambitiøst, men det er en udfordrende opgave for os alle sammen i SAS. Det der imponerer mig ved mine kolleger er, at de er enormt dygtige til at omstille sig og enormt dygtige til at være fokuserede på at levere et godt produkt med de forudsætninger, vi har, og at vi investerer i de rigtige ting. Vi skal tro på, at når du skal vælge mellem to produkter, så siger du: "Jeg vil sgu gerne flyve med SAS."" 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis