Mens det langsomt begynder at lysne i den amerikanske luftfartsindustri, halter SAS fortsat efter.
Tirsdag kunne erhvervsmediet Wall Street Journal berette om en gryende optimisme i USA, efter flere passagerer atter er begyndt at rejse med fly. I den forgangne weekend nåede antallet af flyrejsende amerikanere det højeste niveau i et år, hvilket fik aktiekurserne hos bl.a. United Airlines til at stige med 8,3 pct.
“Fra Danmark ser vi vældigt få, som planlægger påskeferie udenlands
Alexandra Kaoukji, fungerende pressechef i SAS
Hos SAS nikker man genkendende til den øgede rejselyst, også blandt europæiske borgere. Alligevel må koncernen fortsat spejde langt efter en opadgående kurve i antallet af passagerer og dermed livsvigtig omsætning efter et tab på 1,5 mia. kr. i første kvartal.
“Vi ser en øget interesse for at ville ud at rejse igen, men den usikkerhed, som fortsat hersker omkring test, landegrænserne og karantæne, gør, at folk venter med at booke,” skriver fungerende pressechef i SAS Alexandra Kaoukji til Børsen.
Wall Street Journal og Ritzau
De seneste trafiktal fra SAS taler også deres tydelige sprog: I februar fløj 225.000 passagerer med Skandinaviens største flyselskab, hvilket svarer til et fald på 89 pct. på årsbasis.
Samtidig er det europæiske kontinent, hvor størstedelen af virksomhedens forretning er, fortsat hårdt ramt af covid-19. I Italien har landets myndigheder igen lukket landet ned, og i Frankrig, Polen, Norge og Tyskland har man ligeledes indført nye restriktioner.
pct. faldt SAS’passagertal med i februar
Onsdag advarer den tyske epidemiolog Dirk Brockmann ifølge TV2 i et interview med ARD om, at Tyskland er tæt på at ryge ind i en tredje coronabølge.
Den stigende usikkerhed og smittestigning i Europa har medført, at SAS lige nu oplever den mest stille periode op til påskeferien i lang tid.
“Fra Danmark ser vi vældigt få, som planlægger påskeferie udenlands. Og de bookinger, vi har, er til de rejsemål, hvor skandinaver traditionelt har et andet hjem såsom Malaga, Alicante eller Palma,” forklarer Alexandra Kaoukji.
Vinteren og de tidlige forårsmåneder er normalt højsæson for planlægning af sommerferien. Men det har coronapandemien også ændret på.
Siden pandemiens begyndelse er folk i høj grad stoppet med at bestille flybilletter flere måneder ud i fremtiden.
“Under pandemien har vi set et nyt bookingmønster, hvor mennesker i større udstrækning venter med at booke til tæt på afrejsedagen, så de kan se, hvad der sker med direktiverne og restriktionerne.”
“Normalt er påsken en tid, hvor mange booker rejser til Sydeuropa, men de niveauer, vi ser nu, er langt fra normalen på denne tid af året, og det beror tydeligvis på rejserestriktionerne og lukkede grænser,” lyder det fra SAS’ pressechef.
Samme mønster gør sig gældende hos Norwegian, der lige nu er under konkursbeskyttelse i Irland, mens man forsøger at forhandle en aftale på plads med sine kreditorer. Her oplyser pressechef Andreas Hjørnholm, at “generelt kan vi se, at mange booker flyrejser meget sent – altså tæt på afrejsedagen.”
Både SAS og Norwegian forventer, at der for alvor kommer gang i rejserne, i takt med at flere borgere bliver vaccineret mod covid-19. Tilbage i december sagde SAS’ driftsdirektør, Simon Pauck Hansen, til Børsen:
“Vi tror, at der ligger et opsparet rejsebehov, både for privatrejsende og i erhvervslivet. Når først formen for genåbningen er fundet, og der kommer en løsning, vil efterspørgslen komme tilbage. Det er vores klare forventning,” udtalte Simon Pauck Hansen, driftsdirektør i SAS.