ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS' redningsplan er på plads – får tilført milliardbeløb

Luftfartsselskabet SAS køber sig 18-24 måneder med penge fra redningsplan, vurderer analytiker

Arkivfoto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

En milliardstor redningsplan hos SAS er fredag faldet endeligt på plads. Det oplyser luftfartsselskabet i en meddelelse.

SAS har ligesom resten af flybranchen været hårdt presset af coronaudbruddet og har måttet skaffe penge udefra for at klare sig gennem krisen.

Redningsplanen har både indeholdt en stor aktieemission, og at kreditorer har skullet nedskrive dele af deres tilgodehavender for til gengæld at få aktier i flyselskabet.

Den samlede plan beløber sig til 8,6 mia. kroner.

Den svenske og danske stat, der er medejere af SAS, har støttet redningsplanen og er trådt til med et milliardbeløb.

Det betyder, at de nu øger deres ejerandel i flyselskabet, så de nu begge sidder på 21,8 procent af flyselskabet.

Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, at pengene fra redningsplanen køber SAS 18-24 måneder, fordi udsigterne for flybranchen er usikre.

“Vi forventer en gradvis genopretning af trafikken, men meget tyder på, at den først for alvor kommer i gang i foråret 2021.”

“Det er derfor sandsynligt, at SAS må intensivere besparelsesinitiativerne”, siger han i en skriftlig kommentar.

Redningsplanen har været enormt dyr for de aktionærer, som havde aktier i selskabet forinden, da de har fået udvandet værdien af deres aktier med omkring 95 procent.

Udvanding lidt mindre end ventet

Antallet af nye aktier i SAS stiger lidt mindre end ventet.

Det konstaterer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, efter at SAS har meddelt gennemførelsen af deres kapitaludvidelse.

“Det samlede antal nye SAS aktier er på 7,266203207 mia. Det er lidt mindre end “worst case”. I prospektet blev angivet, at udvidelsen kunne resultere i udstedelsen af op til 7,7 mia. nye aktier”, noterer Per Hansen.

Udvandingen af de eksisterende aktionærer opgøres til 95 pct.

Selv om SAS med gennemførelsen af kapitalplanen har polstret sig med nye mia., så er udfordringerne de samme.

“SAS har fået tilført den ventede og ønskede kapital. Pengene er nye, men udfordringerne er de samme og kendte: Covid-19", skriver Per Hansen.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis