Sikkerhedsarbejdere i Københavns Lufthavn genoptog sent onsdag formiddag arbejdet efter en arbejdsnedlæggelse onsdag morgen.
På trods af at medarbejderne har genoptaget arbejdet, så er der stadig et stykke vej endnu til normal drift i lufthavnen.
”Morgentimerne er et af vores peak-tidspunkter, så der er rigtig mange rejsende, der er påvirkede af det her,” fortæller Kenni Leth, pressechef ved Københavns Lufthavn.
Også flyselskaberne kan mærke forsinkelserne i lufthavnen. Fungerende pressechef hos SAS, Kristian de Place Gamborg Hansen, fortæller, at enkelte fly til USA kan opleve et par timers forsinkelse, men at de fleste af SAS’s fly har fløjet, som de skulle.
Kristian de Place Gamborg Hansen fortæller, at SAS venter i det omfang, de kan, men at det ikke har været muligt at få alle passagerer med.
”Vi kan ikke vente uendeligt. Vi skal nå vores slot-tider, så trafikken kan hænge sammen,” siger Kristian de Place Gamborg Hansen. Han tilføjer desuden, at ”det der er vigtigst for os nu, det er at få folk ombooket og få efterslæbet løst."
Det vides ikke hos SAS, hvor mange passagerer, der er blevet påvirket.
Kenni Leth fortæller, at de forventer snart at være tilbage til normal drift, men nævner også, at der uden tvivl kommer til at være et efterslæb.
”Vi beklager selvfølgelig rigtig meget de gener, det medfører for vores passagerer. Vi opfordrer til, at man holder sig orienteret via de infoskærme, der er i lufthavnen, og at man tager fat i sit flyselskab, hvis man er bekymret for, at man når sit fly,” siger Kenni Leth.
Københavns Lufthavns hjemmeside skriver, at rejsende endnu vil kunne opleve forsinkelser og manglende bagage.