ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS jubler over indgreb i Ryanairs skattefidus

Hos skandinaviens største flyselskab, SAS, er man godt tilfreds med, at det ikke længere bliver muligt for den irske konkurrent Ryanair at lade sine medarbejdere hjemmehørende i Danmark aflønne på favorable irske skattevilkår.

Det sker, efter at Danmark og Irland netop har underskrevet en ændring til den dansk-irske dobbeltbeskatningsoverenskomst, som betyder, at personale, der hidtil kun har kunnet beskattes i Irland, nu også skal beskattes i Danmark.

”SAS har konkurreret med selskaber fra Irland, som har haft danskbaseret personale på ekstrem lav irsk beskatning. Det giver en ulige konkurrencesituation når man kigger på omkostninger til lønninger,” siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS.

”Det er rigtig rart for os at se, at der er blevet reageret, og at vi nu slipper af med de ulige konkurrencevilkår på det her område,” siger hun videre.

20 pct skat i Irland

I Irland betaler man kun 20 pct. i personskat for al indkomst under 32.800 pund (cirka 310.000 kr) og 41 pct. for indkomst herover.

Politik
Skatteministeriet lukker for dansk-irsk skattesmuthul
Det giver mulighed for at holde lønningerne lavere, end hvis der skal betales den højere danske skat.

Noget som Ryanair hidtil har kunnet benytte sig af.

”Bekæmpelsen af social dumping står højt på regeringens dagsorden, ligesom vi har fokus på at sikre en fair og ensartet beskatning af medarbejdere, der arbejder i Danmark, og vi har været meget opmærksomme på, at der her var en række problemer i forhold til beskatning af luftfartspersonale, som vi skulle have løst,” siger skatteminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Derfor har vi også lagt os i selen for at få genforhandlet den dansk-irske dobbeltbeskatningsaftale sådan, at luftfartspersonale, der er hjemmehørende i Danmark og flyver i international trafik, også beskattes i Danmark efter danske regler.”

Vil ramme Ryanair

Indgrebet forventes at kunne træde i kraft 1. januar 2015 og vil ifølge luftfartsekspert og redaktør på sitet check-in.dk, Ole Kirchert Christensen, sagtens kunne mærkes hos Ryan Air.

”Når man kigger på, at der på et Ryanair-fly er beskæftiget seks besætningsmedlemmer. Fire styks kabinepersonale og to i cockpittet, og at man på et fly, der er baseret i Billund, måske er tre eller fire crew pr. fly, så taler vi om en omkring 50 medarbejdere, som er blevet beskattet af irsk lovgivning, men som nu skal beskattets efter dansk lovgivning. Det bliver hurtigt en pæn sjat penge,” siger Ole Kirchert Christensen, der vurderer, at det primært er SAS, der får noget ud af indgrebet.

”Der er en del andre charterselskaber, der opererer ud af Danmark, men det betyder ikke det store for dem. Heller ikke for de andre store ruteselskaber. Det er kun SAS, der kan glæde sig over det her, nemlig at Ryanair bliver presset til et højere omkostningsniveau i Billund,” siger han.

Vil overholde reglerne

Ryanair selv har ikke de store kommentarer til sagen.

”Ryanair overholder i dag alle gældende regler, og vil følge alle ændringer i disse,” skriver Elina Hakkarainen, der er ansvarlig for salg og markedsføring af Ryanair i Norden, i en mail til Børsen.

For SAS er indgrebet en kulmination på længere tids arbejde med at påvirke lovgivningen, så der bliver gjort op med det virksomheden kalder ulige konkurrencefordele.

”Det er en ekstremt presset branche, vi er i. Det er de smalleste marginaler, vi arbejder med, fordi vores produkt er så prisfølsomt samtidig med, vi er i en omkostningstung branche. Så vi har råbt op omkring nogle forhold, vi mener, har givet nogle ulige konkurrencefordele for vores konkurrenter,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

SAS-pressechefen mener dog stadig, at der er meget arbejde tilbage.

”Det er ikke sådan, at alt så er løst omkring den situation, der er i luftfart, hvor man ser en løbende fremkomst af nye kreative beskæftigelsesmetoder,” siger hun.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis