Selvom det store skandinaviske flyselskab SAS er presset af viruskrisen og senest er ramt af USA's indrejseforbud, er selskabet ifølge Sydbanks erfarne luftfartsanalytiker Jacob Pedersen ikke i nærheden af at være truet på livet.
USA-flyvninger udgør skønsmæssigt 15 pct. af SAS' samlede indtægter, og derfor er Trumps pludselige stop for europæisk indrejse endnu et “nyrestød” – Sydbanks udtryk – til SAS – oven i de øvrige virusproblemer med stop for Kina-rejser og dramatisk faldende rejselyst generelt.
mia. svenske kr. har SAS i kassen ved udgangen af første kvartal
Men SAS har et ganske solidt kapitalberedskab. Sydbank peger på, at egenkapitalen i SAS ved udgangen af første kvartal i SAS' forskudte regnskabsår havde en kassebeholdning på 6,6 mia. svenske kroner, svarende til 4,5 mia. danske.
“SAS er ikke i nærheden af at være truet på livet. Endnu,” siger Jacob Pedersen.
“SAS er ikke i nærheden af at være truet på livet. Endnu
Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker, Sydbank
Flyselskaber er store økonomier, og derfor kan det godt være svært for ikke-branchekyndige at sætte sådanne tal i forhold til hinanden. Men Sydbanks analysechef har denne analyse af forholdet mellem kassebeholdningen og så udgifterne ved at ligge delvist stille:
“Strejken sidste år, hvor en meget stor andel af trafikken var lammet, kostede SAS ca. 90 mio. svenske kroner om dagen. Helt så alvorligt vurderer vi ikke, at SAS er ramt her og nu,” hedder det fra Jacob Pedersen, der også påpeger, at mange mindre flyselskaber er i langt dårligere finansiel stand end SAS og risikerer ligesom selskabet Flybe at gå konkurs.
Så hvis der overhovedet er noget godt at sige om viruskrisen kombineret med de aktuelle olieprisfald, så er det, at det på sigt kan føre til en sundere flybranche, lidt afhængigt af hvor længe verden er om at vende til en post-corona-normaltilstand.
“Ufrivillig konsolidering i form af konkurser åbner op for et luftfartsmarked med bedre indtjeningsmuligheder i fremtiden. Olieprisfaldet i de seneste uger har været voldsomt og vil desuden støtte indtjeningspotentialet for flyselskaber imod slutningen af året,” hedder det fra Jacob Pedersen.
SAS er gået i gang med forhandlinger med sine 10.000 ansatte fordelt på tre lande og hele 37 fagforeninger om en løn- og arbejdstidsnedgang på 20 pct. Og det er en god idé med sådanne nødplaner:
“Fortsætter den nuværende situation i to-tre måneder, vil man kunne skimte bunden af SAS' pengekasse. Og så længe kan ledelsen simpelthen ikke vente med at igangsætte nødplaner for at sikre selskabets fortsatte eksistens,” lyder analysen fra Sydbank.