ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS frygter skattefusk hos lavpriskonkurrenter

SAS opfordrer indtrængende de danske myndigheder til at undersøge, om piloter i konkurrerende flyselskaber betaler den skat, de er forpligtet til.

Det skandinaviske flyselskab frygter, at det er udsat for unfair konkurrence, fordi lavprisselskaberne i stigende grad ansætter piloter gennem vikarbureauer, som har adresse i kendte skattely, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I Norge er skattemyndighederne ved at kulegrave skatteforholdene for piloter og kabinepersonale med tilknytning til udenlandske baser og selskaber.

"Vi ser en voldsom vækst i kreative bemandingsløsninger. I Norge er der begrundet mistanke om, at lavprisselskaberne benytter bekvemmelighedsbaser. Der er tilsyneladende personale, som bor i Norge, men hverken betaler skat eller er socialt sikret, fordi de er tilknyttet selskaber i udlandet. Vi opfordrer Skat og relevante myndigheder i Danmark til at undersøge området," siger Flemming Jensen, koncerndirektør i SAS, til Jyllands-Posten.

Ryanair benytter i stor stil piloter, som er hyret via et vikarbureau eller et rekrutteringsfirma. Disse bureauer har i mange tilfælde hjemsted i lande og områder, der har status som skattely.

I Norge er Norwegian blevet kritiseret for at hyre piloter fra et vikarbureau på Isle of Man, som er et kendt skattely. Det norske lavprisselskab understreger over for Jyllands-Posten, at man kun benytter kontraktpiloter i meget begrænset omfang og i samarbejde med selskabets pilotforening.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis