ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS flyver fri af seks års underskud

Opdateret kl. 8.30- Flyselskabet SAS lander det første årlige overskud siden 2007. Der er dog malurt i bægeret: Resultatet lever ikke op til analytikernes forventninger, og selskabets finansielle mål bliver udskudt.

Ud af en omsætning på 42,1 mia. svenske kr. er det lykkedes SAS at skabe et resultat efter skat på 179 mio. svenske kr. ifølge regnskabet for 2012/2013. Det er det første overskud i seks år.

Året før landede omsætningen på 42,4 mia. kr., men resultatet efter skat var et stort hul på 3 mia. kr.

Det er til gengæld ikke helt så godt, som analytikerne havde håbet. Ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans havde de forventet en omsætning på 42,5 mia. svenske kr. og et resultat på 366 mio. svenske kr.

Spareplanen har effekt

Overskuddet er et resultat af restruktureringsplanen, 4XNG, som SAS lancerede i november sidste år. Målet med denne har været at sænke omkostningerne til et niveau som er konkurrencedygtigt.

Det medførte en gedigen spareplan og frasalg af datterselskabet Widerøe, SAS Ground Handling plus flere ejendomme.

Medarbejderstaben i SAS er reduceret fra 15.000 ansatte til 9000 og medarbejderne har samtidig accepteret en forringelse af både deres pensionsvilkår og løn.

"Resultatet er et bevis på, at vores strategi er begyndt at forbedre vores konkurrencedygtighed. Vi har øget vores produktivitet og vores enhedsomkostninger eksklusiv brændstof faldt 5,9 pct. i løbet af året," konstaterer Rickard Gustafson, topchef i SAS.

Skruer ned for forventninger

Ikke desto mindre bevæger SAS sig på et svært marked i den forstand, at både kapaciteten, brændstofpriser og valutakurser, går selskabet imod. Og det har betydning for de mål, topchefen har sat.

SAS forventer nu som en konsekvens af de svagere markedsvilkår, at de finansielle mål, som det var forventet ville blive nået i 2014/2015 nu bliver nået i 2015/2016, lyder det.

Målene lyder på en driftsmarginal (ebit) på mindst 8 pct., en soliditet på 35 pct., og et finansielt beredskab på over 20 pct. af de faste omkostninger.

"Vi kan være stolte af de forbedringer, vi har gjort i vores årsresultat. Men udviklingen i fjerde kvartal sætter en streg under med hvilken hastighed forholdene ændrer i luftfartsindustrien. Forholdene blev dramatisk forværret med en stigning på 10 pct. i kapaciteten på det nordiske marked mens der var den makroøkonomiske trend fortsat er svag," siger Rickard Gustafson.

Han forudser, at første kvartal i det nye år bliver "ekstremt svagt," men at næste år som sådan vil byde på et positivt resultat.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis