ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS får politisk opbakning til stor redningsplan: Mangler 9 mia. for at overleve coronakrisen

Danmark og Sverige støtter SAS' storstilede redningsplan, der gør selskabet markant mindre på den korte bane

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske og svenske regering bakker op om SAS' turn around-plan, som er blevet søsat pga. coronakrisen.

Det oplyser SAS mandag formiddag i en pressemeddelelse. Her anslås det samtidig, at SAS får brug for 12,5 mia. svenske kroner (8,8 mia. kr.) for at klare sig igennem covid-19, der har fjernet forretningsgrundlaget og fået antallet af passagerer til at styrtdykke.

Udmeldingen sker sideløbende med, at den svenske regering mandag fremlægger et forslag, der skal skyde 5 mia. svenske kroner (3,5 mia. kr.) i SAS – omvendt er der endnu uvist, hvor meget den danske stat planlægger at spytte i kassen. Tilsammen ejer Danmark og Sverige lige i underkanten af 30 pct. af aktierne i SAS.

Indtil videre har begge lande samlet bidraget med statsgaranterede lån på i alt 2,3 mia. kr. til selskabet, der dog flere gange har efterlyst rede penge.

Opbakningen fra de to storaktionærer til trods forhandler Skandinaviens største flyselskab fortsat med de resterende interessenter om vilkårene for restruktureringsplanen. SAS har allerede igangsat fyringer af op mod 5000 fuldtidsansatte – svarende til lidt under halvdelen af arbejdsstyrken – og udskudt leveringen af dele af ordrebogen på 49 nye Airbus-fly.

I pressemeddelelsen anslår virksomheden, at man foruden førnævnte tiltag jagter produktivitetsforbedringer på 15-25 pct. på tværs af organisationen. I forbindelse med aflæggelsen af halvårsregnskabet sagde topchef Rickard Gustafson til Børsen, at alle skal være med til at trække læsset, hvis SAS skal overleve.

I fredags offentliggjorde Københavns Lufthavn nye dystre passagertal og slog samtidig fast, at man kigger ind i den mindste travle sommer i mands minde. Hos SAS forventer man tidligst, at efterspørgslen er tilbage på et normalt niveau i 2022.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis