ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tonsvis af mistæn­ke­ligt træ kørt til fabrik på Falster

Kan man stole på den lille kasakhiske finerfabrik Qazaq Veneer, som sender læssevis birkekrydsfiner til en dansk emballagefabrik på Falster? Træet er næppe høstet lokalt, vurderer eksperter

Satellitbilleder viser, at der i vintermånederne ikke er spor i sneen, hvilket ifølge analysefirma indikerer, at der ikke er aktivitet på lagerområdet ved Qazaq Veneer. Illustration: Michael Dorbec
Satellitbilleder viser, at der i vintermånederne ikke er spor i sneen, hvilket ifølge analysefirma indikerer, at der ikke er aktivitet på lagerområdet ved Qazaq Veneer. Illustration: Michael Dorbec

Et par kilometer nord for Nykøbing Falster ligger den familieejede emballagevirksomhed Granby Pack.

Siden 2022 har Granby Pack importeret tonsvis af birkekrydsfiner til at producere opbevaringskasser, i troen på at alt er foregået efter bogen.

Nu sår en undersøgelse imidlertid tvivl om træet, der i store mængder er havnet i Danmark. Er der i virkeligheden tale om birkekrydsfiner baseret på ulovligt, russisk træ?

Og har en af de største trægrossister i verden, Central National Gottesman (CNG), som har købt og videresolgt birkekrydsfineren til Granby Pack, sikret sig mod den risiko?

Ifølge papirerne kommer pladerne fra finerfabrikken Qazaq Veneer, der ligger ved en jordvej i det nordlige Kasakhstan, en times kørsel fra den russiske grænse.

Men dokumenter, satellitbilleder og importdata om den kasakhiske fabrik, som Børsen over en længere periode har indsamlet, tegner ifølge eksperter et billede af, at Qazaq Veneer er i høj risiko for at blive misbrugt til at hvidvaske ulovligt russisk træ.

“Hvis jeg skal opsummere, mener jeg, at alt tyder på, at de ikke bruger lokalt træ,” siger Peter Feilberg, der er direktør for den internationale miljøorganisation Preferred By Nature, der kontrollerer og certificerer skove i 106 lande.

I vinterhalvåret, hvor sneen ligger tungt, kan der ikke spores aktivitet på fabrikken; dokumenter viser, at selskabet kun har adgang til et begrænset skovareal; og så mener en uafhængig tredjepart, at “de helt sikkert vil snyde systemet”.

“Det mest sandsynlige er, at de enten får finer udefra, sandsynligvis fra Rusland, som de så limer på fabrikken til krydsfiner, eller at de handler med krydsfiner fra Rusland. Begge dele er ulovligt at importere,” siger Peter Feilberg.

CNG, der som importør har ansvaret for at overholde EU’s sanktioner mod russisk træ, melder omvendt hus forbi. Blandt andet afviser selskabet, at det i sig selv skulle være en risiko, at Qazaq Veneer ligger tæt på grænsen til Rusland. Svarene kan læses i bunden af artiklen.

1. Transitlandet

Sanktionerne mod Rusland skulle sætte prop i træimporten fra Rusland, der i 2021 rundede 23,6 mia. kr.

Ikke desto mindre fosser russiske træprodukter fortsat ind i EU, viser Børsens afdækning i serien “Ruslands grønne guld”.

Særligt benyttes Kasakhstan til at omdirigere den russiske specialitet birkekrydsfiner ind i EU.

Det slår Kommissionen fast i en endnu ikke offentliggjort rapport. Her kan man læse, at den russiske eksport af birkekrydsfiner til Kasakhstan, siden sanktionerne blev indført, er øget med 700 pct. Samtidig er andelen af kasakhisk birkekrydsfiner på det europæiske marked vokset fra 0 til 8 pct.

For at sikre vores samarbejdes succes har vi udført grundigt ledelsesbesøg og due diligence på stedet

Franz Buchete, adm. direktør, CNG Europa

Kommissionen konkluderer, at der foregår storstilet omgåelse af sanktioner, og lægger op til straftold på kasakhisk birkekrydsfiner. Det søgte fire kasakhiske producenter om undtagelse fra. Inspektioner hos de fire producenter viste dog, at de alle i stort omfang benyttede russisk birketræ i deres produktion.

Qazaq Veneer søgte ikke selv om at blive undtaget, selvom den lille finerfabrik, der ikke tidligere havde eksporteret til EU, sidste år ekspederede knap 5000 kubikmeter birkekrydsfiner til EU.

Alene i de sidste seks måneder af 2023 sendte Qazaq Veneer 464 kubikmeter krydsfiner – ca. 18 fyldte lastbiler – til Granby Pack, viser importdata.

“CNG har importeret meget træ fra Kasakhstan til Danmark. Det er en veldokumenteret rute for hvidvask af russisk træ, og vi opfordrer derfor de danske myndigheder til at undersøge grundigt, hvad det er for noget træ, der kommer ind i Danmark,” siger Tara Ganesh, leder af ngo’en Earthsights sanktions- og tømmerteam, som overvåger sanktioner mod russisk træ.

2. Dokumenterne

Forsendelserne fra Qazaq Veneer til Granby Pack er faktisk tidligere blevet undersøgt af de danske myndigheder.

I efteråret 2022 blev en sending krydsfiner udtaget til kontrol. Toldstyrelsens medarbejdere undrede sig bl.a. over, at Qazaq Veneer havde en russisk mailadresse.

Sagen blev sendt til Miljøstyrelsen, som dog efter kort ekspedition ophævede et nedlagt forbud, efter CNG indsendte dokumenter med stempler fra de lokale myndigheder i Kasakhstan, viser sagen, som Børsen har fået aktindsigt i.

Sagsbehandlingen undrer flere træimportører, som Børsen har talt med. De mener selv at ville være blevet afkrævet langt mere dokumentation for sådan en import.

“Jeg kan blot sige generelt, at tilsynslinjen i risikolande og med risikable varer plejer at være, at dokumenter er utilstrækkeligt,” siger Jakob Klaumann, der er direktør i Træforeningen.

Også Peter Feilberg, skovekspert og direktør for Preferred By Nature, finder det mærkeligt.

“I korrupte lande kan man ikke kun bruge dokumenter til at dokumentere lovlighed. Og Kasakhstan er et meget korrupt land. Kort sagt kan man altid få et dokument med det rigtige stempel og den rigtige underskrift, hvis man betaler for det,” siger han og fortsætter:

“Selv hvis det skulle være overvejende sandsynligt, at træet er høstet lokalt, er det ikke nok. I et højrisikoområde som Kasakhstan bør man altid foretage en inspektion af fabrikken og krydstjekke med test af træet.”

Faktisk har de ikke nogen form for certificeret forsyning, så de vil helt sikkert snyde systemet

Intern risikovurdering, Preferred By Nature

CNG skriver til Børsen, at selskabet har besøgt fabrikken. Dokumentation for det besøg er dog ikke sendt til Miljøstyrelsen.

I en mail skriver Esben Wendland, forstkandidat hos Miljøstyrelsen, at styrelsen vurderede de kasakhiske dokumenter og stempler som tilstrækkelige.

“Virksomhedens generelle due diligence-system blev dog ikke gennemgået.”

3. Ansøgningen

Ét af sagens dokumenter viser Qazaq Veneers licens til at høste birkeskov i Kasakhstan. En oversættelse af dokumentet viser imidlertid, at skovarealet blot er 0,8 hektar, og at birketræerne er af ringe kvalitet.

“Dét kan du stort set ikke få noget finer ud af,” siger Peter Feilberg, direktør for Preferred By Nature.

Netop Preferred By Nature modtog i februar en ansøgning fra Qazaq Veneer om at blive FSC-certificeret.

Med et FSC-mærke har en virksomhed bevis for, at træet er lovligt høstet, og at virksomheden arbejder ansvarligt.

Det blev dog et klart nej til Qazaq Veneer, fremgår det af den interne risikovurdering, som Børsen har fået adgang til.

20240417-141233-7-2200x1466ma (1).jpg
Der er klare indikationer på, at Qazaq Veneer modtager træ udefra, mener Peter Feilberg, direktør for Preferred By Nature. Foto: Jeppe Bøje Nielsen.

“Jeg ser det som en meget risikabel sag. De har ikke en FSC-forsyning og har kun kort skovleje. Faktisk har de ikke nogen form for certificeret forsyning, så de vil helt sikkert snyde systemet. Vi skal ikke engagere os med sådanne virksomheder,” skriver sagsbehandlere.

“Så kan sådan en certificering udelukkende handle om, at man skal have et dokument at vise frem,” uddyber Peter Feilberg.

4. Lagerområdet

I samarbejde med Preferred By Nature og satellitfirmaet Institute for Environmental Institutions har Børsen gennemgået den historiske aktivitet på pladsen for opbevaring af birketræ hos Qazaq Veneer, der har eksisteret siden 2019, men først i 2022 begyndte at sælge krydsfiner til Europa.

I et mindre område øst for fabrikken opbevarer virksomheden de birketræstammer, som bruges til at producere fineren på fabrikken.

Satellitbilleder fra 2019 og frem viser imidlertid, at der ikke er aktivitet på området, den såkaldte log yard.

“Der er ganske permanent snedække fra november til marts, hvor der ikke kunne ses aktivitet i lagerområdet. Jeg ville forvente nogle forstyrrelser i snedækket, hvis der ville være intensiv materialebevægelse,” står der i konklusionen.

CNG har fremsendt et billede fra sit besøg på fabrikken. Her kan man se birkestammerne ligge i bunker omgivet af græs. Det indikerer ifølge Peter Feilberg, at der ikke er aktivitet ved birkestammerne.

“Deres log yard er ekstremt rodet og ligner slet ikke en rigtigt log yard. Den virker ikke aktiv, og birketræstammerne er af dårlig kvalitet og ikke i mine øjne velegnet til finer. Græsset står højt om sommeren, og sneen ligger tungt om vinteren. Det bekræfter mig i, at det næppe er derfra, at de henter deres træ,” siger Peter Feilberg, direktør hos Preferred By Nature.

Grundigt besøg

Børsen har i længere tid korresponderet med Central National Gottesmans europæiske direktør Franz Buchete.

Han skriver, at Central National Gottesman, der sidste år havde en omsætning på 50 mia. kr., grundigt har inspiceret Qazaq Veneer, som er en “relativt lille operation”.

“For at sikre vores samarbejdes succes har vi udført grundigt ledelsesbesøg og due diligence på stedet. Disse besøg har været medvirkende til færdiggørelse af kontrakter, opretholdelse af regelmæssige opfølgninger og sikring af efterfølgende ordrer. I løbet af hver interaktion vurderer vi omhyggeligt møllens drift gennem due diligence på stedet,” skriver han.

Klip-fra-youtube-red.jpg
I den kasakhiske by Tokushi ligger Qazaq Veneer. Eksperter er ikke i tvivl om, at der foregår en produktion af krydsfiner. Spørgsmålet er, hvor råvarerne kommer fra. Screenshot fra Youtube

Franz Buchete kalder det “ejendommeligt at sætte spørgsmålstegn ved de danske myndigheder” og svarer ikke på, at log-pladsen tilsyneladende ligger stille om vinteren, og at Qazaq Veneer ifølge de fremsendte dokumenter kun har adgang til et lille stykke skov.

Dog pointerer han, at krydsfineren fra Qazaq Veneer er af relativt lav kvalitet, såkaldt C/C-kvalitet.

“Vi opretholder en årvågen og forsigtig tilgang i vores due diligence-proces – især i lyset af det stadigt skiftende globale landskab og fremherskende usikkerheder. Vi værdsætter mediernes opmærksomhed på at forhindre potentielt omgået krydsfiner i at komme ind i EU, og vores forpligtelse stemmer overens med denne årvågenhed,” skriver Franz Buchete.

Driftsdirektør hos Granby Pack, Linda Kroyer, skriver i et mailsvar, at man foreløbig har tillid til CNG.

“Vores samarbejde med CNG har været langvarigt og pålideligt, men vi tager alle anklager og bekymringer seriøst. Vi vil omhyggeligt evaluere resultaterne af Børsens undersøgelse og handle derefter.”

Qazaq Veneer er ikke vendt retur på Børsens henvendelser.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis