Et scenarie med tomme midtersæder i passagerfly for at begrænse smittefaren. Det kan meget vel blive virkeligheden, når rejserestriktionerne i forbindelse med coronakrisen på et tidspunkt bliver ophævet.
“Vi kan ikke tjene penge med en belægning på 66 pct.
Michael O’Leary, adm. direktør, Ryanair
I sidste uge luftede bl.a. Easyjet og Alaska Airlines idéen, der skal være med til at mindske risikoen for smittespredning på flyrejsen. Nu blander Ryanairs topchef, Michael O’Leary, sig i debatten, og han er mildest talt uimponeret over kollegernes forslag.
“Vi kan ikke tjene penge med en belægning på 66 pct. Selv hvis man gør det, giver midtersædet ingen mulighed for social distance, så det er en lidt idiotisk idé, som man alligevel ikke får noget ud af,” siger O’Leary til Financial Times.
Ryanair er Europas største lavprisselskab, og forretningsmodellen er bygget på at få det maksimale ud af flåden og personalet. Med andre ord udnytter virksomheden dets sædekapacitet til det yderste, mens maskinerne flyver i pendulfart mellem de forskellige destinationer. Krydret med et lønniveau, der har været blandt det laveste i flybranchen har det gjort Ryanairs omkostningsbase til en af de mest effektive på tværs af industrien.
Derfor vil en begrænsning på antallet af passagerer være gift for Ryanairs måde at drive forretning på. Michael O’Leary understreger over for Financial Times, at han kun ser to mulige udfald, hvis det bliver lovpligtigt at flyve med tomme midtersæder:
“Enten betaler regeringen for midtersædet, ellers flyver vi ikke.”
Michael O’Leary har i sit virke som adm. direktør for Ryanair opbygget sig et ry som flyindustriens enfant terrible. Han er bl.a. blevet kendt for at lægge sig ud med fagforeninger på kryds og tværs af Europa, da størstedelen af Ryanairs personale længe arbejdede uden en overenskomst. Tilbage i 2015 droppede det irske selskab planerne om at oprette en dansk base efter en lang konflikt med fagforeningerne, der endte i Arbejdsretten – en sag, som Ryanair tabte.
mia. kr. anslår Iata at flyindustrien vil tabe i omsætning i 2020
I 2018 indgik selskabet for første gang i dets historie en aftale med fagforbundet Balpa, der dækkede 600 piloter med base i Storbritannien.
Ligesom alle andre kommercielle flyselskaber er Ryanair blevet hårdt ramt af coronakrisen, og i slutningen af sidste måned aflyste man alle flyvninger i april og maj.
Den seneste opgørelse fra den internationale brancheforening for flyselskaber, Iata, anslår, at Industriens omsætning vil dykke med 2155 mia. kr. i 2020.
Covid-19 udviklede sig til en pandemi i starten af marts, og det fik myndigheder i hele verden til at lukke grænserne og indføre indrejseforbud. Dermed er behovet for lufttransport med passagerer mere eller mindre forsvundet. Alene i Skandinavien har SAS og Norwegian samlet hjemsendt 17.500 medarbejdere, og tidligere på ugen gik sidstnævntes danske datterselskab konkurs.
I starten af april udtrykte SAS’ danske koncerndirektør, Simon Pauck Hansen, håb om, at man i løbet af maj og juni vil kunne tilbyde primært forretningsfolk flere afgange til europæiske hovedstæder.
“Vi er selvfølgelig meget afhængige af, hvilke beslutninger der træffes i flere forskellige lande med hensyn til rejserestriktioner og indrejsetilladelser. Men afhængigt af det vil vi gerne kunne have nogle tilbud så tidligt som muligt til primært forretningsfolk, der har behov for at besøge et udenlandsk datterselskab eller på anden måde komme ud og genstarte forretningen,” sagde han i et interview med Børsen.