Pludselig er andelen af birkekrydsfiner fra Kasakhstan og Polen gået fra hhv. 0 til 8 pct. og 0 til 3 pct. på det europæiske marked. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra EU-Kommissionen.
Problemet er bare, at det ikke er træ fra hverken Kasakhstan eller Polen, men derimod træ fra Rusland maskeret med nye papirer. Det har Børsen siden februar arbejdet på at kortlægge gennem aktindsigter, interne dokumenter, datamateriale og interview. Rusland er officielt ude af statistikkerne over, hvor træ importeret til Europa kommer fra. Til gengæld optræder lande som Vietnam og Tyrkiet for første gang i importstatistikken.