Opdateret kl. 13.20 – Thorkil Stæhr Andersen og familie har sluppet kontrollen med Danmarks største frysehuskoncern, Agri-Norcold, som de i en årrække har ejet sammen med den store slagterikoncern, Danish Crown. Køberen er den europæiske storspiller Constellation Cold Logistics.
“Markedet for køle- og frysehuslogistik i Europa er gennem de senere år blevet konsolideret. Efter flere henvendelser besluttede ejerkredsen bag danske Agri-Norcold derfor tidligere på året at afsøge mulighederne for et salg til en af de førende paneuropæiske operatører. Efter en grundig proces har Danish Crown og TA-Logistics A/S solgt Agri-Norcolds samlede aktiviteter til hurtigt voksende Constellation Cold Logistics, som med opkøbet vil have aktiviteter i otte vesteuropæiske lande,” oplyses det i en meddelelses udsendt af Danish Crown.