Reglerne for rekonstruktioner af problemramte virksomheder er under ændring, og Folketinget har i denne uge førstebehandlet et forslag, der bl.a. sender revisorerne ud i kulden som obligatoriske rådgivere, når en rekonstruktør forsøger at få en virksomhed til at overleve.
Det er Konkursrådet, der som rådgiver for Justitsministeriet har støbt kuglerne til de nye regler, der har et klart sigte på besparelser.
Men de nye regler koster på nogle andre parametre. Det mener bl.a. statsautoriseret revisor Elan Schapiro, der er partner i Christensen & Kjærulff.
Han mener, at det er en styrke, at revisorerne som uafhængige medvirker i rekonstruktionerne.
“Advokater kan fungere som rekonstruktører, selvom de måtte have haft et langvarigt samarbejde med skyldneren, i modsætning til den regnskabskyndige tillidsmand, som i to år før og efter rekonstruktionen ikke må have været revisor for eller ydet forretningsmæssig rådgivning til skyldneren. Dermed er der en risiko for, at materialet og oplysninger, der bliver udleveret til kreditorerne – som danner baggrund for rekonstruktionsforslaget – ikke nødvendigvis fremstår retvisende og fyldestgørende,” lyder det fra Elan Schapiro, der tilføjer: “Min påstand er, at en godkendt revisor som regnskabskyndig tillidsmand derudover har større kompetencer til bl.a. gennemgang af seneste årsrapport end en rekonstruktør.”
Han undrer sig desuden over, at Konkursrådet argumenterer for omkostningsbesparelser, når samtlige opgaver – bl.a. regnskabsgennemgang og vurdering af aktiver i en rekonstruktion – bibeholdes. De skal blot udføres af andre, når en revisor ikke er til stede.
De foreslåede regelændringer er delvist kommet på baggrund af coronakrisen, hvor der er opstået et større behov for en let og billigere adgang for især mindre virksomheder til rekonstruktion.
“Det koster penge at have en tillidsmand, og hvis omkostningerne gør, at virksomhederne slet ikke går ind i en rekonstruktion, men går konkurs, så har man slået patienten ihjel inden operationen, hvis man kræver, at der er to overlæger, der skal undersøge patienten først,” siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, professor og formand for Konkursrådet.
Han peger desuden på, at kreditorerne til enhver tid har mulighed for at tilknytte en sagkyndig revisor frivilligt.
Han er fortrøstningsfuld i forhold til den politiske behandling af forslaget om forenkling af rekonstruktionsreglerne.
“I høringssvarene har der været en bred tilslutning til forslaget, hvor revisorerne står noget alene. Jeg har ikke hørt nogen kritiske røster fra de politiske partier indtil videre,” lyder det fra Ulrik Rammeskow. Der kommer opbakning til Schapiros synspunkt fra den erfarne insolvensadvokat Nicolai Dyhr fra Horten, der jævnligt har en rolle som rekonstruktør.
“Efter min opfattelse er revisorernes arbejde som tillidsmand i rekonstruktionerne et stort aktiv. Som udgangspunkt er der ikke grund til at lave om på det,” lyder det fra Nicolai Dyhr. Han repræsenterer en branche, der ellers ligger til at tage en masse revisoropgaver, hvilket på papiret kunne være interessant ud fra et forretningsmæssigt synspunkt.
Sådan ser Dyhr ikke på det.
“Advokater er bedst til at lave juridisk arbejde, mens revisorer er bedst til at gennemgå regnskaber og bogføring. Rollefordelingen er udmærket, og det fungerer godt. I mine øjne er det ikke så skidt endda,” vurderer Nicolai Dyhr, der tilføjer:
“Revisorerne er selvfølgelig en omkostning, men det står absolut mål med dét, revisorerne leverer som tillidsfolk.”