ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Revisor-lønninger på himmelfart

For første gang i fire år oplever revisionsbranchen som hele fremgang. Og det ser ikke mindst ud til at komme de ansatte til gode. Trods store fyringsrunder er lønniveauet steget kraftigt.

Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Brancheanalyse har foretaget blandt de 242 største revisionsselskaber herhjemme.

Den kommer netop som revisorbranchen står over for en omvæltning. KPMG Danmark og EY planlægger at fusionere, og det internationale KPMG-netværk er samtidig ved at opbygge ny forretning herhjemme.

"Det er første gang i fire år, hvor branchen igen viser et – meget spædt – væksttegn."Ole Egholm, Dansk Brancheanalyse

Dermed bliver der vendt op og ned på en branche, hvor der kæmpes indædt om både kunder og de dygtigste ansatte.

Ansatte forsvundet - lønninger steget

Ifølge analysen er noget af det mest bemærkelsesværdige i revisorbranchen lønningerne.

Virksomheder
Finanstilsyn: 55 revisorer er inde i varmen
Samlet har revisionsbranchen mistet hele 916 arbejdspladser de sidste tre år. Men de tilbageblevne har fået øget lønniveauet gevaldigt.

Gennemsnitligt er revisionsvirksomhedernes samlede personaleomkostninger pr. ansat steget fra omkring 601.000 kr. om året i 2009/2010 til 657.000 kr. sidste år.

”Og vel vidende at en stor del af virksomhedens lønudgifter også tilfalder de 1187 partnere, som revisionsbranchen har, så er det udtryk for en nævneværdig forbedring af indtjeningen i branchen – for dem, der er tilbage,” siger Ole Egholm, direktør i Dansk Brancheanalyse.

Vækst for første gang i fire år

Af undersøgelsen fremgår det, at de 242 største revisionsselskaber herhjemme samlet set er kommet godt igennem det seneste år og for første gang oplever vækst efter at have været på retur i tre år.

"Denne bortsivning af opgaver, blandt andet som følge af frafald af krav om revisor for mindre virksomheder, havde vi forventet skulle fortsætte i 2012/2013 også," siger Ole Egholm.

"Men selv om vi har foretaget samtlige de justeringer, vi mener, er nødvendige for at få et retvisende billede af branchens udvikling, så er det en glæde at konstatere, at branchen er vokset med 0,6 pct. Med andre ord den første gang i fire år, hvor branchen igen viser et – meget spædt – væksttegn,” lyder det fra Ole Egholm.

40 ud af de 242 revisionsvirksomheder i analysen står for 81 pct. af den samlede omsætning i branchen.

Mens omsætningen samlet kun er vokset 0,6 pct. til 11,3 mia. kr. er bruttofortjenesten steget med 1,3 pct. til 8,6 mia. kr.

Big 4 skiller sig ud

Ser man på indtjeningsevnen i branchen – summen af gennemsnitslønnen og resultat pr. ansat – så er det i all time high. Der er dog meget store forskelle i indtjeningen mellem store og små virksomheder.

Indtjeningsevnen i Big 4, der består af Deloitte, KPMG, PwC og EY, er 804.000 kr. eller 37 pct. bedre end de 587.000 kr. i de 238 andre virksomheder.

I det hele taget dominerer de fire store revisorgiganter i den grad branchen.

Deloitte har ifølge Dansk Brancheanalyse en markedsandel på 18,2 pct., mens PwC har 14,8 pct., KPMG (før fusionen) har 12,5 pct. og EY har 4,9 pct. (igen før fusionen). Det svarer til at Big 4 har en samlet markedsandel på over 50 pct.

Samlet lander bundlinjen for hele branchen på 401 mio. kr. mod 417 mio. kr. året før og 488 mio. kr. i 2010/2011. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis