Revisionshuset EY er blevet trukket langt ind i skandalen om den tyske betalingsvirksomhed Wirecards skandaleombruste kollaps. Men noget tyder på, at de ikke er alene om det.
Financial Times kunne i september berette, at revisionsfirmaets rival KPMG havde fundet ud af, at EY allerede i 2016 blev advaret af en af sine egne medarbejdere om, at ledende medarbejdere i Wirecard svindlede, og at man havde forsøgt at bestikke en revisor.
Det øgede presset på revisionsfirmaet EY, der har revideret Wirecard i mere end et årti. Men KPMG har tilsyneladende også haft en uheldig finger med i spillet.
Begge revisionsfirmaer er en del af The Big Four, som består af de fire største globale revisionskoncerner. Udover KPMG og Ernst & Young, er Deloitte og PricewaterhouseCoopers en del af det.
Financial Times skriver tirsdag, at rivalen KPMG selv var revisor for en mistænkelig fond fra Mauritius, som efterforskere nu mener angiveligt kan have været brugt til at bortskaffe midler fra Wirecard.
I en revisionsrapport af Wirecard, som endte med den tyske betalingskæmpes kollaps, skrev KPMG et tillæg, der aldrig er blevet publiceret. Her kritiserede KPMG sin rival EY for ikke at have fulgt tilstrækkeligt op på beskyldningerne om svindel i Wirecard.
Blandt beskyldningerne lød det, at Wirecard betalte 340 mio. euro for tre indiske betalingsselskaber, som man købte af det Mauritius-baserede selskab ved navn Emerging Market Investment Fund 1A., og at ledende medarbejdere i Wirecard direkte eller indirekte havde andele i den pågældende virksomhed og derfor havde egne økonomiske interesser i transaktionen.
Men Financial Times afslører nu, at KPMG selv var revisor for Mauritius-fonden.
KPMG har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver Financial Times.