ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Klar coronaeffekt giver rekordsalg på Mors dag hos Interflora: I perioder blev der bestilt over 2.200 buketter i timen

Arkivfoto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

69.680 mødre fik i går besøg af et bud fra den lokale blomsterhandler, der medbragte en buket i anledning af Mors dag. Trods rekordmange bestillinger i marts og april var giverlysten intakt.

“Der er ingen tvivl om, at den fysiske adskillelse og usikkerhed op til Mors dag, om man må være sammen eller ikke må være sammen, har gjort, at mange i god tid har sikret sig, at mor kunne få en hilsen. Der er helt klart en corona-effekt,” siger Søren Flemming Larsen, adm. direktør hos Interflora Danmark.

Vi er gået den modsatte vej i forhold til det meste af dansk erhvervsliv

Søren Flemming Larsen, adm. direktør hos Interflora Danmark

Interfloras 330 lokale blomsterhandlere leverede blomster og gaver til 69.680 mødre, hvilket svarer til en stigning på 28 pct. i forhold til 2019, som i sig selv repræsenterede en rekorddag for den 95 år gamle blomsterkæde.

I perioder blev der bestilt over 2.200 blomsterbuketter i timen på kædens webshop Interflora.dk, men blomsterkæden kunne godt følge med, fortæller Søren Flemming Larsen.

“Vi satte ansættelser i gang, inden coronavirus brød ud, som vi har bibeholdt og fremskyndet. I vores kundeservice har vi ansat flere og koblet en ekstern samarbejdspartner på for at kunne håndtere de mange mails og opkald, der har været under hele coronakrisen. Vi er gået den modsatte vej i forhold til det meste af dansk erhvervsliv,” siger han.

Der er kommet fire nye medarbejdere til, så der nu er 30 ansatte hos Interflora. Direktøren forventer, at der vil komme flere ansættelserne i 2021.

Flere kunder på nettet

Søren Flemming Larsen fortæller, at mange kunder har fået øjnene op for at bestille blomster på nettet.

“Vi har fået flere sofakunder på grund af coronavirus. Folk, der normalt ikke ville bruge online, men som har fundet ud af, hvor nemt det er at bestille på nettet,” siger han.

Direktøren forventer, at salget vil begynde stilne af.

“Vi har ligget på indekstal mellem 300-800 i ni uger, men jeg tror, det vil falde til et mere normalt niveau. Vi vil dog ikke blive overraskede, hvis salget vil ligge 20-30 pct. bedre end tidligere år. Det tror vi på,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis