ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Regeringen vil have power-to-x-strategi klar i år

Regeringen vil begynde drøftelserne om en power-to-x-strategi i marts. Ifølge Dansk Energi bør det arbejde gå hurtigt

Klimaminister Dan Jørgensen fortæller, at regeringen vil se på rammevilkår på power-to-x-området. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Klimaminister Dan Jørgensen fortæller, at regeringen vil se på rammevilkår på power-to-x-området. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

En lang række danske virksomheder som Ørsted, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), Haldor Topsøe, Mærsk og Danish Crown har slået fast, at de ser store muligheder i at udnytte strømmen fra havvindmøller til i sidste ende at skabe bl.a. grønt brændstof og gødning.

En national strategi for udviklingen af power-to-x (ptx) har været efterspurgt af bl.a. brancheorganisationen Dansk Energi, og regeringen vil begynde drøftelser med Folketingets partier om en sådan strategi i marts.

Det fortæller klimaminister Dan Jørgensen (S) tirsdag på et pressemøde om Copenhagen Infrastructure Partners’ kommende power-to-x-anlæg i Esbjerg, der ved den forventede færdiggørelse i 2026 står til at blive Europas største.

“Vi starter i marts med de første drøftelser med Folketingets partier. Vi er selvfølgelig i gang med analysearbejdet i regeringen og har været det i en rum tid. Jeg kan ikke sige, præcis hvornår den (strategien,red.) skal ligge færdig, men det bliver i år,” siger han.

Dan Jørgensen vil endnu ikke give et bud på, hvordan en konkret strategi kan komme til at se ud, men han fortæller, at regeringen bl.a. vil se på rammevilkårene, både på udbuds- og efterspørgselssiden, og forskning i teknologien.

“Jeg kommer ikke til at foruddiskontere for meget, hvad der kommer til at stå i den strategi, vi senere på året skal forhandle. Det er klart, at f.eks. sektorintegration står højt på listen, og vi vil se på, hvad vi fra statens side kan gøre for at sikre det,” siger han.

Ifølge ministeren skal ptx-strategien også ses i sammenhæng med både CO2-fangst og -lagring (css) og CO2-fangst og -brug (ccu).

I juni sidste år indgik regeringen en aftale med Holland, der vil investere ca. 1 mia. kr. i ptx-anlæg i storskala på 100 megawatt i Danmark, og udbudsbetingelserne for det skal på plads. Hvorvidt det er nødvendigt at afsætte penge til at understøtte udviklingen yderligere, skal ifølge ministeren også drøftes.

Ptx er fortsat på et tidligt stadie, men teknologien forventes at skulle spille en stor rolle i den grønne omstilling og Danmarks mål om at nå en CO2-reduktion på 70 pct. i 2030. Dansk Energi har længe efterlyst en klar politisk strategi for ptx, og ifølge adm. direktør Lars Aagaard er det vigtigt, at det går hurtigt.

“En stribe lande har allerede vedtaget strategier, som de er i gang med at fylde ud med politik. Danmark er ikke i førerfeltet. Jeg er nervøs for, at de industrielle udviklingsmuligheder, der er til rådighed, bliver placeret andre steder end i Danmark. Derfor haster det,” siger han.

Selvom en klar strategi endnu ikke er på plads, har bl.a. Ørsted og CIP kastet sig ud i udviklingen af ptx. Senest har CIP annonceret planer om at skyde omkring 7,5 mia. kr. i et stort power-to-x-projekt i Esbjerg, der skal står klar i 2026. Anlægget skal ved hjælp af strømmen fra havvindmøller producere CO2-fri ammoniak, der kan bruges i brændstof og kunstgødning.

Politikere må på banen

Selvom virksomhederne allerede har kastet sig over ptx, er det vigtigt, at politikerne kommer på banen med klare rammevilkår og planer, mener Dansk Energi.

“De har ikke truffet den endelige investeringsbeslutning endnu. Det sender et meget tydeligt signal om, at de har interesse i at udvikle og opføre det, men rammevilkårene skal på plads. I virkeligheden er det et partnerskab. Store industrielle spillere siger, at de vil løbe en risiko og sætte udviklingsmidler på højkant, og de skal have noget support på den regulatoriske side. Det kan være et afgiftssystem, tilskudsordninger og andre elementer,” siger Lars Aagaard.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget afholder en virtuel høring om ptx torsdag.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis