ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Rambølls omsætning dykker, mens branchen slå alle rekorder - salget overstiger 30 mia kroner i 2020

Det er Rambølls nærmarkeder, der står stærkest i det seneste årsregnskab, mens bl.a. USA skuffer

“Vi har gode grunde til at være optimistiske,” siger Rambølls topchef, Jens-Peter Saul.
Arkivfoto: Peter-Emil Witt
“Vi har gode grunde til at være optimistiske,” siger Rambølls topchef, Jens-Peter Saul. Arkivfoto: Peter-Emil Witt

De danske ingeniører har helt overordnet klaret sig godt i løbet af coronakrisen. Omsætningen er på rekordniveau, og der er igennem 2020 solgt ingeniørydelser for mere end 30 mia. kr.

Branchens største aktør, Rambøll, ligger under det forventede brancheniveau, men er alligevel tilfreds med det netop offentliggjorte årsregnskab for 2020.

“Vi anser årsresultatet for tilfredsstillende i et vanskeligt år med stor usikkerhed og hastige forandringer forårsaget af pandemien,” siger koncerndirektør Jens-Peter Saul, der tilføjer:

“Coronakrisen har ikke kun handlet om at komme finansielt fornuftigt igennem året. Vi har også haft øje for den fremtidige udvikling af virksomheden og selskabets strategi – ikke mindst inden for bæredygtighed, der er et vigtigt og højst profitabelt marked.”

Rambølls omsætning blev 13,6 mia. kr. – et fald på 4,1 pct. i forhold til 2019. Den organiske vækst endte på -4,9 pct., og ebit-marginen dykkede fra 2,4 pct. til 2,0 pct. Pengestrømmene blev forbedret med 658 mio. kr. i 2020.

2,0

var ebit-marginen i Rambøll i 2020

Rambøll opnåede positiv organisk vækst i Norge, Finland, Tyskland og i forretningsenheden for vandteknik med indtjening over 2019-niveau. USA, Storbritannien, Mellemøsten, Asien, Stillehavsområdet og forretningsenheden Miljø & Sundhed blev negativt påvirket af pandemien.

I Energidivisionen var resultatet negativt påvirket af den globale tilbagegang i olie- og gassektoren, men det blev delvist opvejet af gode resultater inden for grøn omstilling, eksempelvis inden for havvind, brint, power-to-x og CO2-fangst.

“Vi er forsigtige med prognosen for 2021, fordi vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, men vi har gode grunde til at være optimistiske. Vi har en meget stærk ordrebog, en god start med vores kombinerede arkitektydelser og tekniske indsigt hos Henning Larsen,” siger Jens-Peter Saul.

Rambøll har etableret en særlig bæredygtighedsafdeling med foreløbigt 100 mand, der i løbet af de kommende to år ventes at blive fordoblet.

Markedet for rådgivning inden for grøn omstilling er et meget attraktivt et

Jens-Peter Saul, adm. direktør i Rambøll

Attraktivt marked

“Markedet for rådgivning inden for grøn omstilling er et meget attraktivt et. Den forventede overskudsgrad inden for området er tocifret og ligger højere end traditionelle ingeniørdiscipliner,” lyder det fra Jens-Peter Saul.

Rambøll har langtfra klaret sig lige så godt som branchens nummer to, Cowi, der for nylig kunne berette om øget ebit på 65 pct. i forhold til 2019. Ebit-marginen landede på 5,5 pct. baseret på en lidt vigende omsætning på 6,4 mia. kr.

Branchen som helhed havde i 2019 en ebit-margin på 4,5 pct.

Brancheorganisationen Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er i gang med at lægge sidste hånd på analyserne af regnskaberne for branchen, der ventes at slå alle rekorder målt på omsætning. En del er dog skabt på baggrund af opkøb.

Den indenlandske omsætning for 2020 ventes at nå 11,5 mia. kr. Eksport fra Danmark udgør 3 mia. kr., mens salget fra udenlandske datterselskaber ventes at nå op på ikke mindre end 16,5 mia. kr. I alt 30,5 mia. kr., hvilket ifølge branchedirektør Henrik Garver fra FRI er det højeste nogensinde.

“Vores vurdering er, at branchen som helhed er kommet godt ud af 2020. Ebit ligger en lille smule under niveauet fra 2019, mens omsætningen i Danmark ventes at være uændret. I udlandet er omsætningen vokset, og det er især på grund af opkøb,” lyder det fra Henrik Garver.

De rådgivende ingeniører er ifølge branchedirektøren blevet begunstiget af flere offentlige investeringer, og at byggeriet er blevet holdt i gang under krisen. Et lavere niveau for rejseaktiviteter spiller også en rolle for resultaterne i branchen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis