Poul Due Jensen (1912-1977), iværksætteren der skabte Grundfos, var en typisk ejerleder: Hårdt arbejde, teknisk indsigt, prioritering af kvalitet, fokus på detaljer samt frit løb for nogle menneskelige svagheder.
Poul Due Jensen var et udpræget B-menneske, men hans utålmodighed fik ham ofte til at møde op i værkstedet om morgenen, hvor selv små fejl hos en medarbejder kunne udløse et raserianfald.
Det er yderligere et kendetegn for mange ejerledere, at de forventer en betingelsesløs loyalitet hos deres medarbejdere, men også at de føler en social ansvarlighed. Især i små lokalsamfund.
Det gjaldt i særlig grad for Poul Due Jensen, og han satte en ny standard for en ejerleders omsorg for et lokalsamfunds svageste.
Poul Due Jensen skabte sin egen virksomhed i 1945, efter at han havde været i lære på Svendsens Maskinfabrik i Bjerringbro. Han begyndte at lave pumper, og virksomheden fik navnet Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik.
Poul Due Jensen var vokset op i fattige kår. Hans forældre var forvalterpar på en fattiggård ved Bjerringbro, og han så tilværelsens skyggesider tidligt. Han mistede sin mor blot seks år gammel.
Denne opvækst prægede ham afgørende, og forløbet er fortalt i bogen “Poul Due Jensen, manden, der skabte Grundfos” fra 1992.
Bogen fortæller, at Indre Mission stod stærkt i lokalsamfundet i Bjerringbro, hvor man bad bordbøn og sang salmer ved sammenkomster, og hvor vin og dans var tabu. Dette gjaldt især Poul Due Jensens svigerfamilie, og svigerfamiliens kristne værdier styrkede yderligere hans sociale engagement.
Poul Due Jensen etablerede et beskyttet værksted i 1968. Idéen var at tilbyde mennesker med et handicap, at de kunne få et rigtigt arbejde, og at de kunne være med til at skabe en produktion og tjene en løn. Han startede med fire mennesker, som kom fra Statens Åndssvageforsorg, og værkstedet voksede hurtigt.
Det var et nyskabende initiativ, og sønnen Niels Due Jensen har flere gange citeret faderen for at sige:
“Du skal tro, at du er noget, og uanset hvem du er, så kan du noget, som vi i fællesskab kan drage nytte af. Virksomhedens forpligtelse over for det omgivende samfund rækker ud over, hvad der fastlægges i love og skattebetalinger”.
Det var før, at det moderne erhvervsliv begyndte at tale om csr, om esg, om license to operate og om stakeholder value.
Poul Due Jensen sendte et tidligt signal om, at en privat virksomhed har et socialt ansvar.
P.S.: Julekalenderens artikler kan læses på borsen.dk/julekalender, hvor de samles løbende.