ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pitzner-gruppen opkøber dansk plast-gigant: Åbner mulighed for asiatisk eventyr

Den danske erhvervsfond Pitzner Gruppen Holding, der er en del af Axel Pitzner Fonden, opkøber aktiemajoriteten den danske plast-kæmpe Nordic Houseware Group. 

Ingen af partnerne ønsker at oplyse, hvor meget majoriteten, der lyder på 60 pct., er købt for. 

Nordic Houseware Group, der sidste år leverede et driftsresultat på 42 mio. kr, er en af Europas fremmeste inden for plastvarer. De regner med i år at omsætte for mere end 425 mio. kr. 

Nordic Houseware Group er moderselskabet bag de to virksomheder Plast Team og Room Copenhagen og producerer en lang række plastvarer til bl.a. madopbevaring, der bliver solgt i stormagasiner og indkøbscentre rundt omkring i verden. 

Vil udvide til Asien

Det er særligt Room Copenhagen, der specialiserer sig i licenser med store, internationale brands som Lego og Star Wars, hvor de så producerer f.eks. madkasser og drikkedunke med de kendte varemærker, at Jacob Andersen, adm. direktør i Nordic Houseware Group, kan se potentialet i at få en stor investor ind. 

"Vi er nået en størrelse, hvor, hvis vi ikke skulle blive opkøbt at en større spiller, så skulle vi have en kapitalstærk partner ind, der skulle bakke op om vores planer," siger direktøren og fortsætter: 

"Vi har jo en række licensaftaler med bl.a. Lego, og vi ser rigtig mange muligheder på det asiatiske marked, hvor vi har sikret os rettighederne med Lego. Det kræver nogle investeringer".   

Hos Pitzner Gruppen vil adm. direktør Morten Pitzner endnu ikke løfte sløret for, hvad fonden har af planer med virksomheden, men han afviser ikke, at det asiatiske marked kan være i sigtekornet.

"Det er klart, at der mener vi også, at vi kan arbejde med at udvikle den del af forretningen," siger Morten Pitzner og fortsætter: 

”Vi har kunne identificere flere områder, der kunne arbejdes med, og vi skal først nu til at prioritere de indsatsområder. Vi kommer med en økonomisk ballast, der kan sætte gang i de her potentialer”.  

Egen produktion

Hvad angår Plast Team, det andet af de to ben, skal der i højere grad satses på vækst i nærmarkederne, hvor virksomheden ifølge Jacob Andersen er markedledende i Norden og Polen. 

"Det er kendetegnet ved høj volumen og lav margin. Vi er store inde for storopbevaring og madopbevaring, så det er mere nærmarkederne, vi fokuserer på," siger han. 

Det har også indgået i overvejelserne, om virksomheden nu skal til at stå for produktionen selv, hvor de ellers tidligere har udliciteret al produktion. 

"Vi har haft rigtig godt vækst i hele forretningen, og vi sidder med planer om måske at etablere egen produktion. Så det er også nogle overvejelser, der spiller ind," siger direktøren. 

Beholder selv 30 pct. 

Pitzner Gruppen sidder i alt med 60 pct. af aktierne efter opkøbet. De resterende 40 pct. er fordelt ud på direktionen, hvor Jacob Andersen selv sidder med 30 pct. 

Det har været vigtigt for både Jacob Andersen og Pitzner Gruppen, at han beholdte nogle af aktierne selv. 

"Pitzner Fonden ser også gerne, at jeg har en hånd på kogepladen. Desuden tror jeg jo på vores case, så det er klart, jeg gerne vil beholde nogle aktier," siger Jacob Andersen. 

Det samme lyder fra Morten Pitzner: 

"Jacob er en central figur, og der er en enorm styrke i, at han og resten af ledelsen er med på den videre rejse".


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis