En resultattilbagegang på 175 mio. kr. til et underskud efter skat på 124 mio. kr. Det står der med højrødt på den nederste linje i resultatopgørelsen for medicinalkoncernen Pharmacosmos Holding i Holbæk.
Men direktør og medejer af det familieejede selskab Tobias S. Christensen konstaterer med fuldstændig rolig stemme, at det er helt efter planen, at 2020/21 har givet et så massivt underskud.
mio. kr. er salgs- og markedsføringsomkostninger øget med på ét år
“Det er faktisk gået rigtig godt de seneste 12-18 måneder. Vi har investeret tungt og langsigtet, hvilket selvfølgelig påvirker resultaterne lige her og nu, men vi regner med allerede i år igen at få et positivt årsresultat. Jeg venter, vi får en markant vækst, som bringer vores toplinje her i 2021/22 over 1 mia. kr. Det er planen,” siger Tobias S. Christensen.
Pharmacosmos, hvis omsætning i det seneste år er steget med 100 mio. kr. til lige ved 840 mio. kr., har primært fokus på salg til hospitaler af humane lægemidler mod blodmangel (anæmi) som følge af jernmangel. Det er klart den væsentligste del af forretningen. Derudover sælges veterinære lægemidler – også mod jernmangel hos især grise – samt kulhydratprodukter, der typisk benyttes til farmaceutisk produktion.
“Vi har investeret tungt og langsigtet, hvilket selvfølgelig påvirker resultaterne lige her og nu
Tobias S. Christensen, Pharmacosmos
Tobias S. Christensen forklarer om den seneste udvikling, at selskabet har fået godkendt sit hovedprodukt, Monofer, i såvel USA som Kina, og nu er kommet i gang med at sælge dér. Det har selskabet arbejdet på i mere end ti år.
“USA og Kina er verdens to største markeder på dette felt, og potentialet er rigtig stort. Vi har nu en fuldt opbygget salgsorganisation begge steder. Godkendelserne og det nye setup kan drive salgsvækst og resultatudvikling i mange år frem,” fastslår han.
“Vores massive investeringer først i store kliniske programmer og nu i egne salgsorganisationer gennemfører vi selvfølgelig kun, fordi de kan løfte forretningen fremadrettet. I USA kunne vores egen organisation begynde at sælge sidste efterår, mens det i Kina skete kort tid før regnskabsårets afslutning her i foråret,” oplyser Tobias Christensen.
For at give et indtryk af satsningens størrelse fortæller Tobias S. Christensen, der som coo har ansvar for driften af koncernen, at salgs- og markedsføringsomkostningerne alene i regnskabsåret 2020/21 er øget med langt over 200 mio. kr. årligt.
Antallet af ansatte i gennemsnit steg med næsten 100 til over 350 i 2020/21, der gik til udgangen af april i år.
Pharmacosmos pointerer, at ved siden af nyansættelser og øgede omkostninger på mange felter har fald i dollarkursen i løbet af året såvel som hele coronapandemien, der har forhindret selskabets folk i at komme på hospitalerne, påvirket udviklingen og medvirket til at trække bundlinjen ned på minus 124 mio. kr.
Væksten på 13 pct. til en omsætning på lige ved 850 mio. kr. hentes indenfor alle koncernens forretningsområder – og ventes altså accelereret, så milliarden kan passeres inden udgangen af april 2022.
I dag sælger Pharmacosmos gennem datterselskaber i USA, Kina, Storbritannien, Norden og Tyskland samt via partnere i en række lande.
Pharmacosmos blev startet af Tobias Christensens farfar, Henry Marinus Christensen, i et nedlagt mejeri i Viby Sjælland for snart 60 år siden og rykkede til Holbæk i 2003. Anden generation, Tobias' far, Lars Christensen, overtog styrepinden midt i 1990´erne og er i dag fortsat topchef. Han sidder på en stor del af stemmerne i holdingselskabet.
Udover familien er der også eksterne investorer, bl.a. den tidligere EQT-partner Peter Korsholm og serieinvestoren Morten Strømsted.