Pelsauktionshuset Kopenhagen Fur fik et forfærdeligt og underskudsgivende 2020, der oven i købet sluttede med, at alle ejere, de danske minkavlere, fik aflivet deres mink.
Så nu står den på afvikling for adm. direktør Jesper Lauge Christensen. Han skal have 27 mio. skind under hammeren i auktionssalen i år og næste år og derefter have solgt alle maskiner, materiel og inventar samt ikke mindst bygningerne med hele 92.000 kvadratmeter under tag på en otte hektar stor grund i Glostrup.
mio. kr. er Kopenhagen Furs bygninger og otte hektar store areal i Glostrup bogført til. Egenkapitalen var ultimo 2019/20 på 970 mio. kr.
“Opgaven er nu at få alle aktier solgt bedst muligt. Da vi holdt generalforsamling i marts 2020, havde Kopenhagen Fur en bogført egenkapital på 970 mio. kr. Vi kommer til tage nogle nedskrivninger. Men da skindpriserne er på vej op, samtidig med, at vi efter afskedigelser og afvikling af mange omkostninger nu har en helt anden omkostningsbase, satser vi på, at vi kan lave to pæne overskud i år og i 2021, således at vi kan udlodde nogenlunde det samme som egenkapitalen var på i fjor,” siger Jesper Lauge.
Han vil ikke kommentere de bogførte værdier, men siger, at han selvfølgelig håber at kunne sælge det store bygningskompleks til mere end de 470 mio. kr., det er opført til.
“Vi ligger med erhverv som naboer til den ene side og beboelseskvarterer til den anden, så man kan forestille sig, at området kan bruges til begge dele. Men er der noget, som er blevet mere værd her under coronaen, så er det da logistikejendomme,” bemærker han.
Direktøren fastslår selvfølgelig også, at Kopenhagen Fur ikke har travlt med at afvikle og få afsluttet det hele. Fortsætter skindprisernes optur, så det kan vise sig at være en god forretning at holde skind tilbage og sælge nogle ind i 2023, så vil det naturligvis blive overvejet.
“Men vi har da fået flere henvendelser om vores bygninger. Nu skal vi i gang med en proces, hvor ejendomsmæglere skal vurdere værdier og muligheder,” siger Jesper Lauge Christensen.
“Tro det eller lad være, men det har været ret travlt de seneste måneder.
Kopenhagen Fur-direktør Jesper Lauge Christensen
Om sin egen fremtid siger han, at han ikke rigtig er kommet til at overveje den endnu.
“Tro det eller lad være, men det har været ret travlt de seneste måneder. Vi har måttet tage afsked med dygtige medarbejdere og har også lavet udskiftninger, fordi vi nu fra at have fokus på sædvanlig drift også skal arbejde med at få afviklet så godt som muligt. Men jeg har sagt ja til at styre skibet her på sin sidste rejse og i havn. Hvad der derefter skal ske, kommer senere,” siger direktøren.