ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pandora tvinges til at lukke alle butikker i Frankrig og Spanien: Rammer hundredvis af butikker

Pandora har lukket

ca. 350 butikker på tværs af flere markeder som følge af coronavirus. Aktie nede med 39 pct. på en måned

Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens Alexander Lacik som topchef i Pandora kæmper en brav kamp for at vende smykkeselskabets faldende salg, har coronapandemien spændt ben for ham på flere markeder, og nu bliver det endnu værre.

Spanien og Frankrig har valgt at følge Italiens eksempel og lukker nu alle butikker ned på nær afgørende steder såsom supermarkeder og apoteker.

De beslutninger har stor betydning for Pandora, der nu er nødsaget til at lukke hundredvis af butikker på tværs af de to lande, og dermed må vinke farvel til en stor millionomsætning. ​​​​​​​​

Det oplyser Pandora, der ikke har yderligere kommentarer.

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan covid-19 vil påvirke vores finansielle resultater

Anders Boyer, finansdirektør i Pandora

Frankrig er, med 122 konceptbutikker og en omsætning der rundede 494 mio. kr. i fjerde kvartal 2019, Pandoras fjerdestørste marked.

Smykkeselskabet opgiver kun omsætning for de syv største markeder, hvilket betyder, at toplinjen ikke fremgår for Spanien, hvor Pandora har 87 konceptbutikker, der nu lukkes ned.

Aktie i drastisk fald

Den hastige spredning af coronavirus har sat sig i Pandora-aktiens kurs, der er faldet 39 pct. i værdi over den seneste måned.

Fredag faldt aktien med 4,2 pct. til kurs 203 kr., og her forklarede analytiker i Sydbank Per Fogh, at markedet netop frygter, at andre lande vil følge Italiens eksempel og lukke stort set alt butiksliv ned.

“Det er frygten for, om den udvikling spreder sig til flere lande. Er der risiko for, at den udvikling kommer til at sprede sig til de øvrige markeder i Europa, men selvfølgelig også det amerikanske marked, som er sindssygt vigtigt for Pandora?,” lød det fredag fra Per Fogh.​​​​​​​​

Flere kontinenter ramt

Pandora, der er verdens største smykkeselskab målt på volumen, er blandt de danske selskaber, der er hårdest ramt af coronavirussets (covid-19) udbrud.

Ved udgangen af 2019 havde Pandora 2770 konceptbutikker på globalt plan samt 4657 øvrige salgssteder, hvor selskabets smykker bliver solgt gennem andre forhandlere.

Nethandel udgjorde kun 10 pct. af Pandoras samlede omsætning i 2019, og dermed er smykkegiganten særligt udsat i en situation som denne.

Det kunne de allerede mærke, da udbruddet af covid-19 startede i Kina, hvor Pandora på et tidspunkt havde halvdelen af sine 237 butikker lukket.

“Vi er hovedsageligt baseret i stormagasiner i Kina, og der er ingen folk i dem. Det betyder, at lige nu genererer den kinesiske forretning stort set ingen omsætning for os,” udtalte Alexander Lacik i starten af februar.

Siden da er en stor del af Pandoras kinesiske butikker åbnet igen, men omtrent 25 butikker er fortsat lukkede.

Også i Italien er Pandora hårdt ramt.

Her valgte landets premierminister, Giuseppe Conte, onsdag aften at beordre lukningen af alle butikker på nær supermarkeder og apoteker to uger frem.

Dermed skulle Pandora lukke 148 butikker på sit tredjestørste marked, der i 2019 stod for 10 pct. af omsætningen.

3,8

mia. kr. var Pandoras driftsresultat (ebit) i 2019

Coronaudbruddet kommer særdeles ubelejligt for Pandora, der i flere år har oplevet faldende smykkesalg og lige nu befinder sig midt i en storstilet turnaround-aktion, hvor selskabet investerer milliarder af kroner i en række tiltag.

Pandora forventer et fald i det organiske salg på 3-6 pct. i 2020, men i den guidance har de ikke indregnet effekten fra coronavirus.

“Mens vi står her i dag, mener vi stadigvæk, at det er for tidligt at sige noget om, hvordan covid-19 vil påvirke vores finansielle resultater,” lød det i onsdags fra Pandoras finansdirektør, Anders Boyer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis