Efter flere år, hvor Alexander Lacik har haft gang i den helt store oprydning i Pandora, er han for første gang klar til at sætte en helt ny retning for smykkekoncernen.
Nu sætter smykkebossen en helt ny strategi i søen, kaldet Phoenix, hvor Pandora skal vende tilbage til vækst, oplyser selskabet tirsdag morgen i forbindelse med deres kapitalmarkedsdag.
Her kommer Pandora med en byge af nyheder til investorerne, hvor det mest iøjnefaldende er en række nye vækstmål for de kommende år.
"Vi er meget glade for at kunne bekræfte, at Pandora er tilbage på vækstsporet," udtaler Alexander Lacik i en forberedt meddelelse.
Således venter Pandora en organisk vækst på 5-7 pct. i perioden 2021-2023, hvilket kan sende omsætningen i smykkegiganten op på 26,2 mia. kr. i 2023. I fjor lå omsætningen på 19 mia. kr. til sammenligning.
I samme periode venter Pandora, at driftsmarginen (ebit) vil lande i spændet 25-27 pct.
Men nyhedsregnen stopper ikke bare ved vækstmålene. Pandora, der allerede i 2021 har annonceret aktietilbagekøb og udbytter for 2 mia. kr., oplyser onsdag morgen, at det øger sine aktietilbagekøb med 3 mia. kr.
Allerede i maj løftede Pandora en lille del af sløret bag strategiplanen Phoenix, hvor fokus er på at vokse kerneforretningen.
"Vi har massive utappede muligheder i vores eksisterende kerneforretning, og de vil drive langsigtet, bæredygtig og profitabel vækst," siger Alexander Lacik.
Her er planen fokuseret omkring søjlerne brand, design, personalisering og kernemarkeder, som tilsammen skal løfte Pandora tilbage til bæredygtig vækst.
Blandt kernemarkederne er især USA og problembarnet Kina at finde. Selvom USA i dag er Pandora klart største marked, der står for 30 pct. af omsætningen, så er ambitionen at fordoble omsætningen her. I Kina, som er verdens største smykkemarked, og som fylder en tiendedel af forretningen, er ambitionen at tredoble forretningen. Stiftet i 1982 af guldsmed Per Enevoldsen og hans hustru Winnie Liljeborg, som begyndte at importere smykker fra Thailand. I 2008 købte kapitalfonden Axcel 60 pct. af aktierne i Pandora for 2 mia. kr. I 2010 sendte Axcel Pandora på børsen, hvor markedsværdien blev fastsat til 27,3 mia. kr. Nu er Pandora 80 mia. kr. værd. Pandora, der særligt er kendt for sine charms-armbånd, er til stede i 100 lande og beskæftiger 28.000 ansatte.
Pandora vil personalisere kundeoplevelsen ved at implementere en vifte af nye omnichannel-initiativer samt et nyt butikskoncept.
For at imødekomme den ventede efterspørgsel vil Pandora investere 1 mia. kr. i at bygge en ny smykkefabrik i Vietnam, som skal øge kapaciteten med 60-80 mio. smykker på årsbasis. Pandora har lige nu to fabrikker, som ligger i Thailand.
Pandora-brandet skal der fremadrettet investeres kraftigt i, og det er især planen at udvide sit fokus på yngre forbrugere op til 40 år.
Den 56-årige svensker blev i 2019 hentet til Pandora for at forestå en tiltrængt turnaround af smykkevirksomheden, efter salget de forudgående år havde bevæget sig sydpå.
Diagnosen var et brand, som havde mistet sin relevans og appel til forbrugerne. Medicinen var turnaroundplanen Programme Now, som blandt andet bød på et nyt udtryk hos Pandora, massive millioninvesteringer i markedsføring, en øget satsning på data og den digitale forretning, og så skulle langt færre af virksomhedens smykker sælges på udsalg.
Programme Now er nu erklæret for overstået, og med vind i ryggen kan Pandora, hvis rødder strækker sig tilbage til 1982, nu for alvor lægge planer for fremtiden, hvilket de vil fortælle mere om på tirsdagens kapitalmarkedsdag, der startet kl. 13.
"Vores mål er at blive det største og mest eftertragtede brand i markedet for affordable luxury," siger Alexander Lacik i meddelelsen.
Helt sikkert er det ihvertfald, at investorerne har taget godt i mod Alexander Laciks initiativer. Da han kom til var Pandora-aktien banket helt i gulvet og skiftede hænder for 275 kr.
Tirsdag morgen, før markedet åbner, handles Pandora-aktien til kurs 800. Det betyder, at smykkeselskabets markedsværdi er 80 mia. kr. og er løftet med over 50 mia. kr., siden Lacik kom til i april 2019.
Opdateres