ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

OW-bestyrelse blanke på giganttab i Danmark

13 dage efter krakket i OW Bunker fastholder bestyrelsen påstanden om, at de ikke kender detaljerne bag et fatalt risiko-tab på 900 mio. kr. i hovedsædet i Danmark.

Det sker efter uger med tilknappede udmeldinger eller total tavshed fra den tungt besatte bestyrelse.

"Bestyrelsen har med forundring noteret sig det konstaterede tab på USD 150 millioner på risk management, som er uhørt i koncernens lange historik på risk management og ser frem til en afdækning af årsagen hertil hurtigst muligt," siger bestyrelsen i dag i en pressemeddelelse.

Virksomheder
Topledelsen i OW Bunker blæste på klart løfte til aktionærer
Børsen har tidligere beskrevet, hvordan OW Bunker overskred egne risikogrænser, men det forholder bestyrelsen sig ikke til. Her oplyses det blot, at man aldrig har godkendt afvigelser fra den risikopolitik, der er beskrevet i prospektet.

Ført bag lyset med Singapore-tab

Mens der tilsyneladende fortsat er mystik om tabet i Danmark, er bestyrelsen omvendt direkte, når det kommer til et tab på 125 mio. dollar i Singapore-selskabet Dynamic Oil Trading.

Her er meldingen, at bestyrelsen er ført bag lyset, fordi den aldrig har godkendt de store kreditter, der resulterede i det store tab. Alt over 10 mio. dollar skal ellers godkendes af bestyrelsen, men det er ikke sket her, lyder det.

OW Bunker faldt for godt to uger siden, fordi selskabet blevet ramt af to tab på 150 mio. dollar i Danmark og 125 mio. dollar i Singapore.

Var tæt på bankaftale - uden at kende detaljerne bag tabet?

Der er stadig uklarhed om det præcise forløb, men bestyrelsen har gentagne gange oplyst, at man efter dages forhandlinger i starten af november nærmede sig en aftale med bankerne i forhold til tabet i Danmark.

Det gik ifølge bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen imidlertid i vasken, da nyheden om tabet i Singapore kom frem, og bankerne slog hælene i med en konkurs til følge.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Niels Henrik Jensen, men Børsen har tidligere spurgt Altor-partner og næstformand Søren Johansen om, hvordan man i første omgang kunne nærme sig en aftale med bankerne - tilsyneladende uden at vide, hvordan tabet overhovedet var opstået.

Virksomheder
Altor-partner: Derfor trak vi stikket på OW Bunker
Hvordan kan du ikke vide, hvad der er gået galt?

”Selskabet har haft en risikopolitik og styring, der har fungeret de sidste mange år. Men det er gået galt i september-oktober, og der har vi brug for at få afklaret, hvad der er sket," sagde Søren Johansen.

Når I forhandler med bankerne må I da vide, hvorfor I tager det tab?

”Bestyrelsen har stillet spørgsmål om det, men det er ikke besvaret i detaljer, før vi går i gang med at sikre selskabets overlevelse. Så langt nåede vi ikke.”

Men I må da vide, hvad der ligger til grund for tabet, når I er ved at forhandle en aftale på plads med bankerne?

”Den proces er også i gang. Bestyrelsen forholder sig kun til tabet. Det sidste nåede vi ikke at komme i bund med før Singapore-problemet kommer op. Bestyrelsen handler kun af fra de informationer, som de får af direktionen,” lød det fra Søren Johansen.

I dag, knap to uger efter konkursen, fastholder bestyrelsen altså uvidenhed om årsagen til det største tab af de to fatale smæk på godt 1,6 mia. kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis