Energi-øer som dem, der er planlagt ved Bornholm og i Nordsøen, er en ny forretningsmulighed for Ørsted, der sammen med pensionskæmpen ATP har planer om at byde på at opføre den kunstige energi-ø i Nordsøen.
“Vi skal blive ved med at være modige, innovative og lave noget, der kan accelerere udviklingen
Mads Nipper, Ørsted
Det kan potentielt blive et nyt forretningsområde for Ørsted, fortæller Mads Nipper, der ved årsskiftet startede som adm. direktør:
“I den vision, vi har hængende på væggen, står der, at vi arbejder for en verden, der kører på ren, grøn energi. Det mener vi faktisk helhjertet, og det er ikke nok “blot” at blive ved med at skalere det, vi har i øjeblikket. Vi skal blive ved med at være modige, innovative og lave noget, der kan accelerere udviklingen.”
“Det er et nyt forretningsområde, men det er også noget, vi med begejstring kan sige, kan være med til at accelerere det, man kan bruge havvindens ressourcer til over hele verden,” siger han.
Energi-øen i Nordsøen, der skal bygges af sænkekasser, står til at blive den første af sin slags i verden, og Ørsteds topchef ser et potentiale for, at det generelle koncept med energi-øer kan udbredes globalt. Derfor håber selskabet nu på at blive “firstmover”.
Vindø-konsortiet – PFA, Andel, Pensiondanmark og CIP – har også tidligere annonceret planer om at byde på energi-øen i Nordsøen.
“Hvis vi kan komme rundt i verden og sige, at vi sammen med vores partnere har bygget verdens første energi-ø, så er det klart, at vi kan komme med en endnu større troværdighed og dermed have en konkurrencemæssig fordel eller en tillid til, at vi også kan gøre det andre steder,” siger han.
Opførelsen af en energi-ø er fortsat ukendt farvand for Ørsted, men direktøren fremhæver, at koncernen har opført mere end 25 havvindmølleparker og bygget 17 offshore-transmissionsanlæg globalt.
“Og med de rigtige partnere i et konstruktionskonsortiet og med ATP i ryggen, mener vi, at vi både har kapital og erfaring til at opføre meget store kapitalintensive, komplicerede projekter til havs,” siger han.
Hos ATP fremhæver adm. direktør Bo Foged, at pensionskæmpen har stor erfaring med at indgå i konsortier inden for infrastrukturprojekter, ligesom at selskabet er vant til at være medejer af delvist statsejede aktiviteter.