Ørsted har været gennem møllen før: Den næsten færdiggjorte havvindpark Revolution Wind blev kort før juleaften – igen – sat på tvungen pause, og fredag er Ørsted – igen – gået af rettens af vej for at genstarte projektet.
Sidst gik der en måned, før en amerikansk dommer midlertidigt ophævede den stopordre, Revolution Wind blev pålagt af Trump-administrationen den 22. august 2025.
Men denne gang er situationen på flere måder anderledes.
For det første har Ørsted travlere end sidst med at få afsluttet Revolution Wind, der nu står 87 pct. færdigt.
For det andet er Ørsteds anden amerikanske havvindpark Sunrise Wind også ramt af byggestoppet, og her er udsigten til at få afsluttet arbejdet mere usikkert, vurderer AL Sydbanks aktieanalytiker, Jacob Pedersen.
“Den politiske usikkerhed, der har lagt sig over Ørsted, kommer til at hænge ved længe endnu,” lyder det.
“Vilkårligt og usagligt”
Den 22. december beordrede USA’s indenrigsministerium, at arbejdet med fem havvindmølleparker øjeblikkeligt skulle sættes på pause i 90 dage – med mulighed for forlængelse.
Begrundelsen er såkaldte “nationale sikkerhedsrisici” identificeret af USA’s krigsministerium (tidligere forsvarsministeriet) i nyligt færdiggjorte klassificerede rapporter.
FAKTA
Trump-administrationens ordre
- 22. december meddelte Indenrigsministeriet og den føderale havbundsmyndighed, Boem, at fem havvindprojekter skulle sættes på pause i 90 dage, og at lejekontrakterne for dem suspenderes.
- Begrundelsen var “nationale sikkerhedsrisici” identificeret af USA’s krigsministerium (tidligere forsvarsministeriet) i “nyligt færdiggjorte klassificerede rapporter”.
- Boem forbeholder sig desuden retten til at forlænge suspenderingen udover de 90 dage.
- Fælles for alle fem projekter er, at de har alle nødvendige godkendelser på plads, og at byggeriet allerede er i fuld gang. Udviklerne bag projekterne tæller bl.a. Dominion Energy, Ørsted, Equinor og Copenhagen Infrastructure Partners.
Dette påbud er ifølge Ørsted både “vilkårligt og usagligt”, står der i klagen, som formelt er indsendt af projektselskabet Revolution Wind, der er ejet af Ørsted og Skyborn Renewables i et joint venture.
“Den er udelukkende konkluderende, internt inkonsistent og for vidtgående. Standsningsordren ser bort fra, at Indenrigsministeriet udtrykkeligt har fastslået, at projektet ikke griber ind i den nationale sikkerhed. Den ser også bort fra Revolution Winds åbenlyse og betydelige tiltag samt de milliarder af dollar, der er investeret i tillid til sagsøgtes godkendelser af projektet,” står der i klagen, som Børsen har set.
Der henvises her til, at selskabet allerede har lavet en aftale med USA’s forsvarsministerium og fået alle godkendelser på plads.
1,44
mio. dollar om dagen koster det at have Revolution Wind på tvungen pause
Selvom det før er lykkes Ørsted at få ophævet en stopordre, kan det denne gang tage længere tid, fordi regeringen har et mere specifikt argument, mener Jacob Pedersen.
“Det er sværere bare at affærdige, når administrationen er mere konkret i sin begrundelse for byggestoppet.”
Børsen har rakt ud til Ørsted for en kommentar, som henviser til den udsendt pressemeddelelse om klagen.
Afgørende dato
Men tid er en mangelvare for Ørsted lige nu. Ifølge klagen er det afgørende, at Revolution Wind står færdigt senest den 22. februar i år.
Det er nemlig dagen, hvor Ørsteds kontrakt med installationsskibet Scylla udløber. Uanset om parken står færdig eller ej, vil Scylla sejle videre til et nyt projekt, og der findes kun to andre skibe i hele verden, der kan opføre vindmøller på den amerikanske havbund.
Sagen kort
Det skete sidste gang
- Den 22. august 2025 beordrede det amerikanske indenrigsministerium og Bureau of Ocean Energy Management (BOEM) Revolution Wind øjeblikkeligt at standse alle aktiviteter.
- Revolution Wind sagsøgte myndighederne den 4. september 2025 i et forsøg på endegyldigt at få stop work-ordren ophævet.
- Sideløbende indgav Revolution Wind også en anmodning til domstolen om, at arbejdet på projektet kan genoptages.
- Den 22. september 2025 blokerede dommer Royce C. Lamberth ordren ved et midlertidigt forbud (“preliminary injunction”).
- Retten lagde vægt på “graden af vilkårlighed”, da myndighederne pludselig ændrede kurs efter tidligere at have godkendt projektet uden at fremlægge nye beviser.
- Nedlukningen i perioden august-september medførte et tab for projektet på ca. 105 mio. dollar.
Potentielt kan der gå et helt år, før Revolution Wind kan få et nyt skib til afslutte projektet. Derfor vil selskabet formentlig misse en anden afgørende deadline: Den 15. januar 2027, hvor parken ifølge en kontrakt med delstaten Rhode Island senest skal levere strøm.
“Revolution Wind vil lide nært forestående og uoprettelig skade, hvis den anden standsningsordre forbliver i kraft, og Revolution Wind ikke er i stand til at fortsætte opførelsen af projektet,” skriver projektselskabet.
For hver dag, havvindprojektet er på tvungen pause, taber Revolution Wind desuden godt 1,44 mio. dollar. Sidst endte omkostningerne dog en del højere end først antaget: Her mistede Revolution Wind 3,2 mio. dollar om dagen på grund af de enorme forsinkelser. I alt tabte man 105 mio. dollar – knap 700 mio. kr.
Hvis Ørsted og Skyborn Renewables må lægge projektet i graven på grund af det tvungne byggestop, vil Revolution Wind lide tab på mere end 6 mia. dollar, godt 38 mia. kr.
Flere benspænd
Hvis det lykkes at ophæve stopordren, vurderer Jacob Pedersen, at Ørsted vil nå i mål med Revolution Wind, givet at de er så langt med projektet.
Men for Sunrise Wind, som Ørsted er alene om, og som kun står 40 pct. færdigt, kan der komme mange flere benspænd i fremtiden.
“Det her er jo en administration, som død og pine vil afspore havvindprojekter. Så historien fra 2025 skræmmer i forhold til, hvor svært det kan blive at få færdiggjort Sunrise Wind for Ørsted,” siger han.
Sunrise Wind er endnu ikke begyndt at opføre vindmøller, og ikke engang alle fundamenter på havbunden er på plads.
Den politiske usikkerhed, der har lagt sig over Ørsted, kommer til at hænge ved længe endnu
Jacob Pedersen, aktieanalytiker, AL Sydbank
Og er der noget, den seneste udvikling har vist, så er det, at selv, hvis ét byggestop bliver ophævet, står intet i vejen for, at et nyt kan blive indført.
“Sunrise Wind ligner et projekt, der er betydeligt nemmere for Trump-administrationen at lave en masse benspænd på,” siger Jacob Pedersen.
Sunrise Wind har endnu ikke indgivet nogle klage om ordren. Ørsted oplyser i en pressemeddelelse, at man fortsat vurderer mulighederne for at løse sagen.