ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ørsted-formand om kikset salg af Radius: Vi kan ikke tage højde for valgår

Ørsted vil af med Radius i år og kan ikke tage højde for politisk uro hos ejerne som følge af valgåret 2019, lyder det fra bestyrelsesformanden

Da staten som hovedaktionær for halvanden måned siden pludselig vendte tommelfingeren ned til at Ørsted kunne gennemføre salgsprocessen af datterselskabet Radius, affødte det en storm af beskyldninger på tværs af Christiansborgs gange om groteske U-vendinger, uansvarlighed og valgtaktik.

Derfor vakte det opsigt, at Ørsted siden har slået fast med syvtommersøm, at man skam ikke har opgivet et hurtigt salg. Tværtimod regner Ørsted stadig med at skille sig at med det sjællandske elnet i 2019.

Og i de bestræbelser kan man på trods af en vaklende hovedaktionær ikke tage højde for, om det er valgår eller ej.

Det fortæller bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen, der hidtil har været tavs om forløbet, på Ørsteds årlige generalforsamling.

"Det begynder at blive umuligt for os, hvis vi skal sige, at der kan muligvis komme et valg i Danmark, så vi skal altså ikke lave noget 12 måneder før og heller ikke 12 måneder efter. Så er vi nede på at have to år at agere imellem valg. Vi er nødt til at sætte os ned som virksomhed og afklare, hvad der er rigtigt for os," siger Thomas Thune Andersen.

Han lægger vægt på, at Folketinget trak stikket i en tvist om, hvem man bør tillade som fremtidig ejer og ikke grundet selve idéen om, at Radius ikke passer ind i Ørsteds strategi. Derfor kigger Ørsted nu på forskellige modeller for at udskille Radius på en spiselig måde for et politisk flertal. Formanden ønsker dog ikke at gå dybere ned i dem på nuværende tidspunkt.

"Vi skal balancere en række ting, hvor vi skal lytte til de politiske signaler og samtidig afveje, hvad der er godt for Ørsted og alle vores aktionærer. Ikke kun et mindretal."

Du er som bestyrelsesformand bindeled fra direktionen til jeres ejere. Havde du forstået ejerne rigtigt fra start, når du gav lov til at sætte hele den nu kuldsejlede proces i gang?

"Det vil jeg sige ja til. Det er en situation, hvor nogle politiske signaler ændrede sig i sidste øjeblik. Hele processen var afstemt med Finansministeriet, som er vores kontakt til hovedaktionæren. Hele vejen igennem var signalerne klare, indtil de pludselig ændrede sig i sidste øjeblik," siger Thomas Thune Andersen.

Radius var flere gange oppe at vende på generalforsamlingen, hvor statsrevisor og tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen i sin egenskab af formand for foreningen Kritiske Aktionærer advarede mod stigende priser til forbrugerne ved et frasalg til en ikke-forbrugerejet køber.

Poulsen: "Det er faktuelt forkert"

Hans argument går bl.a. på, at Radius i dag reguleres ud fra en bogført værdi på 11 mia. kr., mens salgsprisen har været rygtet over 20 mia. kr.

"Nu er jeg jo ikke liberalist. Men jeg ved hvordan liberalister tænker. Og der er ingen mennesker, der er så dumme, at de betaler en overpris på 10 mia. kr., hvis ikke de regner med at tjene penge på det. Det vil ramme forbrugerne på den ene eller den anden måde," siger Frank Aaen.

Noget, som Ørsted-topchef Henrik Poulsen på det kraftigste afviste kan ske.

"Skulle man få en pris for Radius, der ligger udover den bogførte værdi – det vil vi selvfølgelig gerne – vil prisen stadig være baseret på det indtjeningsniveau, reguleringen tillader," sagde Henrik Poulsen og påpegede, at der er helt faste rammer for, hvor stort et afkast, der må hentes på Radius.

"Når du i din retorik lægger op til, at der er noget suspekt i det her salg, og at det er noget, som vil føre til markante prisstigninger, så er det simpelthen ikke rigtigt. Det er faktuelt forkert, Frank," sagde Henrik Poulsen og fortsatte:

"Prisen der vil blive givet i forbindelse med et frasalg vil være baseret på den indtjening, som reguleringen tillader. En køber vil aldrig turde betale mere, end reguleringen tillader. Og det er nøjagtig den samme indtjening, som Radius henter i dag under Ørsted. Så det er et forsøg på at opstille et billede af noget suspekt, som simpelthen ikke er korrekt."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis