Opdateret kl. 20.04Den danske energikoncern Ørsted måtte mandag se sig overhalet af bl.a. to oliegiganter i en udbudsrunde for havbundslicenser i Storbritannien, som skal bruges til at udvikle en ny generation af store havvindparker.
I stedet fik oliegiganten BP sammen med partneren ENBW en sejr. Det samme gjorde det tyske energiselskab RWE samt olieselskabet Total i samarbejde med Global Investment Group, fremgår det af en meddelelse fra Crown Estate, som stod for udbuddet.
I udbudsrunden, der er den første af sin slags siden 2010, kunne energiudviklerne vinde retten til at leje et havareal ud for den britiske kyst, og de seks udbudte arealer giver i alt plads til at udvikle op til 8 gigawatt havvind.
At få adgang til en havbundslicens er ét vigtigt skridt på vejen mod at kunne opføre havvind i Storbritannien. Det kræver dog f.eks. også, at energiudviklerne senere byder ind i endnu en udbudsrunde, hvor de har mulighed for at vinde retten til rent faktisk at opføre parkerne og slutte dem til elnettet.
Interessen for de britiske arealer har været stor fra både de traditionelle energiudviklere og ikke mindst oliegiganterne, som også forsøger at få et godt fodfæste på det globale marked for havvind.
Udbudsrunden har gjort sig bemærket ved at nå det, flere kalder for et usædvanligt højt prisniveau for licenserne. Ifølge brancheorganisationen Renewable UK løber den for områderne samlet set op i 879 mio. pund pr. år, svarende til 7,5 mia. kr.
Niveauet har fået Ørsted, der allerede har opført en række havvindparker i Storbritannien til at komme med en advarsel.
I en skriftlig kommentar udtaler Martin Neubert, der er kommerciel direktør og viceadm. direktør hos Ørsted, at udbudsrunden bekræfter, at Storbritannien er attraktivt marked.
“For høje omkostninger til leje af havbund risikerer at resultere i ikkebæredygtige afkast
Martin Neubert, kommerciel direktør hos Ørsted
“Men også at efterspørgslen i denne udbudsrunde langt oversteg udbuddet, hvilket resulterer i høje startomkostninger, som ikke er bæredygtige,” udtaler han i den skriftlige kommentar og fortsætter:
“Europa har rigelige havbundsarealer til at udbygge havvind til over 400 GW og nå målet om nuludledning i 2050. For høje omkostninger til leje af havbund risikerer at resultere i ikkebæredygtige afkast for udviklerne og i højere omkostninger for fremtidige energikunder.”
Han opfordrer samtidig myndighederne til at samarbejde med branchen om at sikre en forudsigelig tildeling af havvind i både stor skala og til “bæredygtige priser”. En lignende melding kommer fra den britiske brancheorganisation RenewableUK.
Ifølge Bloomberg News fremhæver Barclays' aktieanalytiker Dominic Nash også de høje priser i et notat.
“Disse høje upfront-omkostninger vil være en adgangsbarriere for forsyningsselskaber og olie- og gasselskaber uden meget dybe lommer,” hedder det.
The Crown Estate, der stod for udbuddet, kalder i en skriftlig kommentar til Børsen processen fair, transparent og konkurrencepræget.
"Den britiske havbund er en værdifuld og begrænset ressource. De opnåede priser reflekterer den værdi, som byderne ser i muligheden, og repræsenterer en stor tillidserklæring til Storbritanniens grønne økonomi," lyder det bl.a. i mailsvaret.
Oliegiganten BP, der havde slået sig sammen med ENBW, var den af udbuddets vindere, der lagde det højeste bud. BP's topchef, Bernard Looney, glæder sig over de nye havbundsområder, som han mener er attraktive på trods af de høje priser for licenserne.
“Disse projekter er absolut på linje med vores målrettethed om at investere med disciplin i kun de bedste muligheder. Vi er fuldstændigt sikre på, at disse meget fordelagtige ressourcer vil levere – som minimum – det afkast på 8-10 pct., som vi kræver af vores investeringer i vedvarende energi,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Selskabet forventer, at havvindprojekter i de vundne områder vil være i drift om syv år.
BP er bare én af flere store oliekoncerner, der har set sig varme på markedet for havvind, som danske Ørsted har indtaget en ledende rolle på.
Giganterne Equinor og Shell har også lanceret store ambitioner om at udvikle havvind flere steder i verden, og i det britiske havbundsudbud blev franske Total også udpeget som en af vinderne.