ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Optakt til Novo-regnskab: Recepttal lover godt i valutaplaget kvartal

Der skal korrigeres for en del valutamodvind, når investorerne kigger Novo Nordisks regnskab for første kvartal efter i sømmene onsdag morgen.

Dollar er nemlig svækket betydeligt til i gennemsnit lige over 6 kr. i første kvartal fra lige under 7 kr. i samme periode sidste år, og den amerikanske valutas nedtur slår så markant igennem i Novos regnskab, at mange af posterne vil vise ret stor tilbagegang.

Markedet bør dog være godt forberedt. Novo flagede nemlig i årsregnskabet, at valutamodvind vil give negativ vækst i kroner.

Godt forberedt

Novos 2018-forventning er en negativ vækst på toplinjen på mellem 2 og 5 pct., mens driftsresultatet ventes at skrumpe med mellem 5 og 9 pct. ifølge Novos seneste prognose.

Opgjort i kroner reducerer valutaudviklingen driftsresultatet med næsten 5 mia. kr. i år, mens Novo regner med at hente lige over halvdelen eller omkring 2,6 mia. kr. igen via afdækning af valutaudsving.

Hos Alm. Brand vurderer chefanalytiker Michael Friis Jørgensen, at markedet denne gang vil se igennem valutamodvinden.

"Der har været skrevet op og ned om det enorme valutapres, der er. Og ja, valuta har været et stort tema, men efter regnskabet i fjerde kvartal, hvor markedet blev overrasket over, hvor store negative valutaeffekter der er, så har Novo guidet fint, og alle er bekendt med det her," siger han til Ritzau Finans.

Han peger på, at de seneste bevægelser på valutamarkedet, hvor dollar er styrket en smule siden årsregnskabet i februar, kan betyde, at den negative effekt på helåret kan være aftaget lidt.

Samtidig vil fokus formentlig rette sig mod den underliggende udvikling i lokal valuta, hvor Novo regner med en fremgang på 2-5 pct. målt på omsætningen og en fremgang på 1-5 pct. i driftsresultatet.

Og her tyder recepttal på, at Novo klarer sig ganske godt.

"Receptdata tyder på, at Novo lander en stabil vækst i første kvartal, som vi også har set i de seneste kvartaler. Der er ikke tale om en høj vækst historisk, men den er ganske stabil, og så kan der i øvrigt ligge en positiv overraskelse for Victoza," vurderer Michael Friis Jørgensen.

Oppræcisering er en mulighed

Han peger på, at recepttal tyder på, at Victoza ikke længere mister markedsandele til det konkurrerende GLP-1-produkt Trulicity fra den amerikanske rival Eli Lilly.

"Så kigger vi på recepttallene (også for andre produkter end Victoza, red.), så ser det ret godt ud, og jeg vurderer, at det er muligt, at Novo hæver bunden af sit guidanceinterval for væksten i lokal valuta," siger Michael Friis Jørgensen.

Blandt usikkerhedsmomenterne er stadig lanceringen af Novos nye GLP-1-produkt Ozempic. Det skal ligesom Eli Lillys Trulicity tages en gang ugentligt mod Victozas en gang dagligt og spås et salg på 1,9 mia. kr. i 2018, viser analytikerestimater indsamlet af Ritzau Estimates.

I første kvartal vil salget af Ozempic dog være ret begrænset, og dertil kommer, at der er store udgifter til lanceringen, hvilket børshuset Pareto peger på som en af flere risici i forhold til indtjeningen i første kvartal.

"Kombinationen af valutamodvind, investeringerne i nylanceringer, en gradvis forøgelse af den sene pipeline og marginpres på porteføljen af biofarmaprodukter tyder på indtjeningsrisici i forhold til resultatet i første kvartal," skriver Pareto i et forskræp.

Børshuset gentager dog sin købsanbefaling og peger på, at Novo senere i 2018 vil være klædt godt på til at øge væksten.

Ser man på konsensusestimater indsamlet af Ritzau Estimates, ventes første kvartal at vise en tilbagegang på toplinjen på 5,8 pct. til 26,8 mia. kr.

Driftsresultatet ventes at være faldet til 11,8 mia. kr. fra 13,5 mia. kr., mens bundlinjen vil være reduceret til 10,0 mia. kr. fra 10,2 mia. kr.

Første kvartal vil ifølge Michael Friis Jørgensen være særligt påvirket af en indtægt på 120 mio. kr. fra salg af aktier i NNIT, der blev gennemført i februar.

Tabel over analytikernes forventninger til Novo Nordisks regnskab for første kvartal af 2018:

Mio. kr.Q1 2018(e)Q1 2017FY 2018(e)FY 2017
Omsætning26.78828.452109.053111.696
- Diabetes22.53723.76192.85692.877
-- Tresiba1864149193997327
-- Levemir3135401211.60014.118
-- Novorapid/Novolog4506531418.10920.025
-- Victoza5745575023.59023.173
-- Semaglutid100-1871-
-- Saxenda68553934532562
- Biofarma4187469116.48618.819
-- Hæmofili23572576917110.469
--- Novoseven2028231172329206
Bruttoresultat22.07524.20190.95094.064
Bruttomargin (%)82,685,183,384,2
EBIT11.76613.49046.46848.967
Resultat før skat12.70313.00448.98948.680
Nettoresultat10.04510.15638.81838.130
(e) = median estimat er indsamlet af Ritzau Estimat es blandt op til seks analytikere.

Alle de fire analytikere, der har oplyst en anbefaling af aktien, anbefaler at købe i stærkere eller mildere grad. Det gennemsnitlige kursmål blandt de fire analytikere er 359 kr.

Regnskabet offentliggøres onsdag den 2. maj klokken 7.30.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis