ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Optakt: Sådan bliver SAS' regnskab - og derfor kan du regne med det

Først var der sorte skyer overalt for SAS. Men tingene har ændret sig i ekspresfart til SAS’ fordel. I stedet for sorte tordenskyer flyver SAS i øjeblikket på lyserøde skyer. 

Forud for torsdagens helårsregnskab – SAS har et forskudt regnskabsår, der slutter der, hvor de fleste andre kun lukker tredje kvartal – ligger det allerede fast, at SAS kan se frem til et resultat før skat og særlige poster på 700-800 mio. svenske kroner.

Det fremgik af en opjustering fra starten af november, og tallene er bedre end eksempelvis luftfartseksperten, analysechef Jacob Pedersen i Sydbank, havde forventet.

”De må være ved rigtigt godt mod lige nu hos SAS. Det er især billetprismiljøet på det europæiske marked, der er langt mere nådigt, end hvad man normalt er vant til,” siger Sydbanks luftfartspecialist, analysechef Jacob Pedersen.

Den enes død …

Udtrykket "billetprismiljøet" er en pæn omskrivning af den lidt mere rå talemåde om "den enes død, den andens brød". SAS nyder nemlig i stor grad godt af andres udfordringer.

De to værste og største konkurrenter på prisområdet er Norwegian og Ryanair. Og de har begge deres problemer at slås med. Norwegian er gældstynget og i gang med en svær omstilling fra vækst til profitabilitet. Selskabet har netop bekendtgjort, at det vil lukke flere interkontinentale ruter fra Stockholm og København, der også er et vigtigt kommercielt felt for SAS.

Konkurrenter i MAX-problemer

Og både Norwegian og Ryanair er mærkbart ramt af, at de har satset på en enhedsflåde af nye Boeing 737-fly – og som bekendt er den nyeste variant, 737 Max-flyene, sat på jorden på ubestemt tid.

SAS har satset på en enhedsflåde af Airbus fly. Det har i bagklogskabens milde lys været et særdeles heldigt valg.

”Norwegian skal samlet set indskrænke med 10 pct. og det kan hjælpe SAS’ billetpriser markant,” siger Jacob Pedersen fra Sydbank.

Han opfordrer SAS til at nyde de gode tider i fulde drag, så længe de varer. Det går bogstaveligt talt op og ned i branchen.

Den dyre strejke

Den smertefulde og kostbare pilotstrejke i april og maj påvirkede 370.000 rejsekunder og kostede det skandinaviske luftfartsselskab 453 mio. danske kroner. Så sent som i slutningen af august meddelte den svenske topchef Rickard Gustafson, at det ville blive ”udfordrende” at levere noget, der mindede om et positivt resultat.

Det er en god påmindelse om, at gode tider som regel er kortvarige fænomener i den hastigt omskiftelige luftfartsbranche. I samme øjeblik, at 737-flyenes flyveforbud bliver ophævet, vokser konkurrencepresset igen.

”Jeg kommer til at lytte meget til signalerne fra ledelsen om deres planer for fortsat at sikre rentabilitet. Selv om der er kurs mod overskud i år, så er det ikke stærkt nok til i fuldt omfang at betale for de kommende, massive investeringer i nye fly frem til 2023,” påpeger Sydbanks luftfartsanalytiker.

Dansk direktør-dilemma


SAS afgang i forsommeren sin danske koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen til Dansk Industri. Efterfølgeren, Simon Pauck Hansen, skalsom omtalt i Børsen den 22. novembertage en afgørende beslutning på sit drifts- og flådeområde:

Trods sin satsning på udelukkende Airbus-fly har SAS stadig ca. 30 ældre Boeing 373-fly, der arbejder på regionale ruter, hvor der ikke er passagerunderlag til at fylde de større Airbus A320-fly.

De passer ikke til strategien. Deres fremtid og udfasning skal afgøres snart – og det er en meget stor investeringsbeslutning i milliardklassen – oven i SAS’ løbende, milliardstore indkøbsprogram. Så alternativet for SAS kan være at udlicitere hele den del af trafikken til en ekstern partner.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis