ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

265 år gammelt dansk designselskab har satset hårdt på onlinesalg: Bundlinjen løftet med 43 pct. i coronaramt år

Som mange andre har Georg Jensen Damask, en af landets ældste virksomheder, haft god onlinemedvind

Direktør Peter Hulweg Christiansen (t.v.) og ejer Jesper Hviid har succes med digital satsning, som øger top- og bundlinje. Arkivfoto: Angelina Owino
Direktør Peter Hulweg Christiansen (t.v.) og ejer Jesper Hviid har succes med digital satsning, som øger top- og bundlinje. Arkivfoto: Angelina Owino

En af landets allerældste virksomheder, familieejede Georg Jensen Damask, som blev startet i 1756 og reelt har rødder endnu længere tilbage, øgede tilbage i 2017 sit fokus på digitalisering af sit salg af fine damaskduge, sengetøj, håndklæder eller andet dansk design i den eksklusive ende. Og det viste sig, da coronaen slog til sidste år, at oprustning online var en rigtig god beslutning.

Omsætningen steg i 2020/21 til omkring et par hundrede mio. kr., mens resultatet efter skat voksede med hele 43 pct. til næsten 25 mio. kr. Det er små 20 pct. mere end det coronafrie år 2018/19.

25

mio. kr. blev resultatet efter skat godt hjulpet af fremgang digitalt

Damask er fint mønstret stof af silke, uld, bomuld eller hør og oprindeligt en betegnelse for pragtstoffer fra Damaskus, hvor der er stolte vævetradtioner.

“Vores egne og vores kunders fysiske butikker lukkede jo ned med et brag, og det ramte selvfølgelig vores salg. Til gengæld fik onlinehandlen et ordentlig spark bagi. Så det kom os virkelig til gode, at vi lidt tidligere havde lagt om og flyttet en stor del af vores fokus og investeringer over på det digitale,” siger direktør Peter Hulweg Christiansen.

Omkring halvdelen af Georg Jensen Damasks omsætning, som altså ikke oplyses præcist, hentes i dag i selskabets egen webshop eller ved salg til kunders onlinebutikker.

Til gengæld fik onlinehandlen et ordentligt spark bagi

Peter Hulweg Christiansen, direktør

Direktøren for Kolding-virksomheden fortæller, at Georg Jensen Damask som mange andre virksomheder – også i helt andre brancher – i høj grad kunne mærke, at mange i ind- og udland aldrig har opholdt så meget i deres hjem, som de gjorde i 2020 og derfor fik lyst til at geare lidt op inde og ude og købe nyt til hjemmet eller sommerhuset.

Ikeas årlige Life at Home-rapport slår således fast, at “2020 blev et helt særligt år, hvor vores hjem blev vigtigere end nogensinde før.” Og ifølge Dansk Erhverv Digital Handel er “bolig og have” en af de kategorier, som i fjor voksede mest på nettet.

Vækst fortsætter

“Så regnskabsåret 2020/21 (med start 1. april sidste år,red.) gik ikke nær så skidt, som vi frygtede i foråret 2020. Vi skar også hurtigt omkostninger, hvilket udover væksten online, har hjulpet os, så vores resultat gik kraftigere frem end salget. Og vi kan her nogle måneder inde i næste regnskabsår se, at tendensen til vækst fortsætter. Det ser helt fornuftigt ud,” siger Peter Helweg Christiansen – uden at sætte tal på.

Han oplyser, at Danmark fortsat er virksomhedens største marked, idet danske kunder bidrager med 60 pct. af omsætningen. På hjemmemarkedet er virksomhedens brand kendt, og selskabet har fire egne butikker tilbage i Danmark – i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Peter Hulweg Christiansen er sikker på, at der altid her vil være behov for fysiske butikker for at understøtte salget.

Turnaround

“Vores egen webshop findes – foreløbig – i syv sprogversioner. Vores produkter kan kun i begrænset omfang findes hos de store onlinere. Vi vil helst være på sites, der har produkter, som kan relatere sig til vores. Noget med høj kvalitet, nordisk inspirerede produkter eller dansk design,” siger direktøren.

Han nævner Carl Hansen eller produkter fra konkurrenten Geismars Væverier som eksempler på danske produkter, der på udenlandske sites kan findes sammen med Georg Jensen Damask. Det kan være hos store varehuse eller designbutikker, som også i deres fysiske butikker har de danske damaskprodukter i sortimentet.

Indtil for omkring 20 år siden havde Georg Jensen Damask produktion i Danmark. De nuværende ejere, familien Hviid, kom til lige efter årtusindskiftet, da virksomheden var noget nødlidende, og et led i en turnaround var udflytning af produktionen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis